VM-guide.dk's blogger, Rico Carlsen, har set tilbage på VM-slutrunden 2010, og han kigger på, hvad VM i Sydafrika især vil blive husket for.
Når man ser rundt omkring i det aktuelle mediebillede kan man få det indtryk, at det meste af det, vi har set den sidste måneds tid, var noget skidt.
"Dommerne lever slet ikke op til den standard, man må forlange", "90 % af holdene levede kun på de andres fejl", "det er en skam, at så mange af de store hold røg ud så tidligt", "der blev scoret alt for få mål" ... og så videre. Billedet af Sydafrika 2010 er imidlertid mere nuanceret end det.
Hvis man træder et par skridt tilbage og ser det i lidt større perspektiv, så minder det meste af kritikken en del om den, man gennem årtier har set efter hver eneste slutrunde.
Noget jeg under VM 2010 undrede mig allermest over, er, hvor høj en status (undertiden får man det indtryk, at det har været en af de bedste slutrunder nogensinde!) VM i Mexico 1986 nu har fået i nostalgiske tilbageblik! Altså ikke bare omkring Danmark ved sit første VM, men slutrunden generelt. Det var sandt for dyden ikke de positive termer, analytikerne ytrede i slutningen af juni 1986, da VM i Mexico gik på hæld.
"Dommerne greb ikke ind over for det alt for hårde spil", "stort set alle holdene tænkte kun på at forsvare sig, suppleret med sporadiske kontraangreb", "der er ingen nyudvikling af spillet" og "det laveste målgennemsnit i historien lyver ikke" var mainstream-udtalelserne. Altså i 1986 og ikke i 2010, men det kunne stort set have været efter et hvilket som helst VM.
For at tage det med målene først: Ja, der blev samlet set ikke scoret ret mange mål i Sydafrika 2010. Så den del af kritikken er til en vis grad berettiget.
Går man nærmere ind i tallene, så ser man dog, at en stor del af skylden for det samlede målgennemsnit på kun 2,27 ligger i turneringens første dage, hvor det ud af de 32 hold kun var Sydkorea, Tyskland, Holland og Brasilien, som formåede at score mere end ét mål i deres første kamp! Det var vitterlig en ekstrem forsigtig start vi så fra de 32 hold, hvor kun Tyskland og til dels Sydkorea spillede sig ud, førstnævnte delvis hjulpet på vej af en australsk udvisning.
Til gengæld har man aldrig haft så dramatisk og spændende en afslutning på gruppespillet som denne gang. 30 af de 32 hold havde inden deres sidste kamp en chance for at komme videre fra deres gruppe, hvilket er fuldstændig exceptionelt! Kun Cameroun og Nordkorea var helt ude.
Det gav fantastiske gruppeafslutninger på et tidspunkt af turneringen, der ofte vil være præget af en del allerede afgjorte grupper og dermed ligegyldige kampe. Men kritikerne har desværre været meget hurtige til at glemme dramatiske kampe som Sydkorea-Nigeria, USA-Algeriet, Australien-Serbien, Italien-Slovakiet og Spanien-Chile ... og vi kan da for den sags skyld godt tage Danmark-Japan med som eksempel på en direkte duel på sidste spilledag i gruppen (der dog desværre set fra et dansk synspunkt endte med et kedeligt resultat).
Holdene må dog dele æren for den spændende afslutning på grupperne med FIFA, der i modsætning til UEFA (f.eks. EM og Champions League) lader målscore prioritere højere end indbyrdes kamp. Derved opnås for det første langt mere gennemskuelighed i gruppens stilling, for det andet giver det langt mindre risiko for, at gruppen afgøres for tidligt eller der kan opstå mistanke om aftalt spil á la 2-2 kampen mellem Danmark og Sverige ved EM 2004.
Knockout-fasen 2010 blev om ikke ligefrem noget målorgie, så i hvert fald betydeligt mere målrigt end i Tyskland 2006. En ting, der ofte bliver kritiseret omkring knockout-fasen, er "de alt for mange straffesparkskonkurrencer". Denne gang var det lige før man kom til at savne et par stykker mere af slagsen for dramatikkens skyld. Vi fik kun to, hvilket er historisk få (Paraguay-Japan og Uruguay-Ghana). Siden indførelsen af ottendedelsfinaler i 1986 er det kun sket én gang før (2002), at sagerne så få gange måtte afgøres fra ellevemeterpletten.
"De mange store hold, der røg hurtigt ud" var reelt kun Italien og Frankrig. Eftersom England og Tyskland mødtes i ottendedelsfinalen var det jo umuligt, at begge kunne gå videre derfra. To traditionslande ude efter gruppespillet er hverken mere eller mindre end almindeligt ved et VM.
Hvad Italiens og Frankrigs hurtige exit angår, så er det et paradoks, at de fleste fodboldelskere jo rent faktisk har en tendens til at holde med det undertippede hold. Sympatien for underdog'en er klassisk og menneskelig. Men så nytter det ikke noget, hvis man bagefter beklager sig over, at traditionsholdet er ude.
Det er ligesom en konsekvens af det sensationelle resultat. Og med den farce, som det franske landshold bød på både på og uden for banen, var det vist bedst for alle parter inklusive franskmændene selv, at Frankrig røg ud så hurtigt som muligt. Italien fik tre chancer for at vinde én kamp, men kunne ikke udnytte en eneste af dem.
Så fortjener man ikke at gå videre, uanset at man har firedobbelt verdensmester stående på CV'et. Faktisk kunne italienerne som gruppen udviklede sig være gået videre med tre uafgjorte, hvis de havde kunnet få et point mod Slovakiet.
Der hvor filmen især knækker, er, når nogle analytikere, når turneringen næsten er slut, og f.eks. 60 af de 64 kampe er spillet, beklager sig over "de mange store hold, der har spillet så dårligt, at de er røget ud allerede". Det er simpelthen en matematisk umulighed at få både Brasilien, Italien, Tyskland, Frankrig, England, Spanien, Holland og Argentina i semifinalerne ved det samme VM samtidig med, at man også helst så ét eller flere afrikanske hold blandt de sidste fire samtidig.
Når man analyserer så sent i en turnering, hvor den stort set er færdigspillet, så vil 28 af de 32 hold af naturlige årsager være væk. Også nogle af dem, der har spillet rigtig godt, som det ved dette VM skete for f.eks. Argentina og Ghana.
Kritikken af dommerne strittede undervejs i flere retninger. I starten af turneringen var den generelle holdning, at der blev uddelt alt for mange kort. Dommerne skulle lade spillet flyde i stedet.
Så fik enhver i Brasilien-Elfenbenskysten at se, hvad der sker, når dommeren ikke uddeler de nødvendige kort; det hårde spil går over gevind. Så holdt dommerkritikerne lav profil indtil den "sorte søndag" med to klare fejlkendelser, der desværre begge omhandlede en målscoring.
England fik underkendt et mål mod Tyskland, der skulle have været anerkendt, og samme aften omvendt med Argentina mod Mexico. Det var slemme fejlkendelser, ja, men den massive kritik af dommerne generelt i dagene derefter var helt ude af proportioner og skyldtes de samme to helt konkrete situationer, som der så blev henvist til igen og igen ud af de utallige kendelser, de 30 dommere var kommet med gennem turneringen.
Der er dog også glidende gennem årene sket det positive med dommerdiskussioner (hvilket er en ting, der altid har været i fodbold), at hvor man for årtier siden (ofte berettiget) ville have diskuteret, om dommeren bevidst havde givet det ene hold nogle fordele frem for det andet, så er det bemærkelsesværdigt, at udgangspunktet for diskussionerne nu har bevæget sig et helt andet sted hen.
Ingen beskylder nemlig i dag Jorge Larrionda eller Roberto Rosetti for bevidst at have holdt med tyskerne eller argentinerne, men kritikken af VM-dommerne rettes udelukkende mod deres faglige kompetencer. På samme måde var det heldigt, at det, når de graverende fejlkendelser nu skulle ske, var en sydamerikansk og europæisk dommer, der begik de omdiskuterede fejl i ottendedelsfinalerne, så vi slap for den sædvanlige VM-diskussion om, hvorfor der er dommere med fra alle egne af verden. Nu var det sydamerikanerne og europæerne selv, der havde sendt de mest omdiskuterede dommere til Sydafrika.
Et symbol på, at nogen er umulige at stille tilfreds med hensyn til dommerlinjen, er, at hvor kritikken i starten af turneringen gik på, at der blev delt for mange kort ud, så beklagede nogle af de samme mennesker sig efter finalen over, at der var for mange spillere tilbage på banen, da den sluttede. Tja, hvad skal man sige?
Hvis man tager den indstilling med i betragtning, som især hollænderne kom ind til finalen med, var det en fornem dommerpræstation, vi så i slutkampen. De Jongs spark mod Alonso var så vildt, at dommer Webb måske nok kunne have vist hollænderen ud uden efterfølgende at have fået alt for meget kritik af, at "han (altså Webb, ikke De Jong!) ødelagde kampen ved at reducere det ene hold til ti mand så hurtigt i kampen". Men ellers sørgede den enkelte orange spiller som regel kynisk og velovervejet for at holde sig i skindet, når han først personligt havde fået gult, hvilket gav få situationer, hvor udvisninger kunne komme på tale.
Om synet på VM 2010 vil have ændret lige så meget i 2034, som det i de forløbne 24 år har ændret sig på VM 1986, skal jeg ikke kunne sige, men jeg tror i hvert fald, at når tingene kommer lidt på afstand (eksempelvis ved sportskavalkaderne, når vi til nytår skal se tilbage på sportsåret 2010), vil vi glædes ved at se tilbage på kampe som Tyskland-Argentina og Holland-Uruguay.
Lad mig slutte med at nævne en reaktion fra den danske presse umiddelbart efter det efter manges mening bedste fodboldhold, verden har set, havde vundet VM 1970 efter seks sejre i træk og 19 mål i 6 kampe. Brasiliens verdensmestre anno 1970 blev visse steder betegnet som "en svag afglans" af ... holdet fra 1958. Et 1958-hold, der kun med nød og næppe kvalificerede sig til slutrunden, og som slæbte sig videre fra kvartfinalen med 1-0 mod en lilleput-nationen Wales. Nostalgi er ikke noget, som er opfundet i vores tid.
Husk på at ved VM i Mexico 1986 fik Spanien underkendt et mål mod Brasilien på præcis samme baggrund, som England gjorde mod Tyskland i 2010. Ved stillingen 0-0 hamrede Michel bolden op på overliggeren, hvorfra den sprang ned omkring en halv meter inde i det brasilianske mål og derfra ud igen. Tydeligt over stregen, men dommeren lod spillet køre videre. Brasilien vandt 1-0. Men da begge hold endte med at gå videre fra gruppen, var der ikke et øje, der kunne huske det, da VM var overstået.
