Eksperter: Danmark spilder tiden

0

Det danske landshold spilder deres tid ved at højdetræne, inden VM-slutrunden i Sydafrika, mener en række eksperter.

Danmarks landstræner Morten Olsen vil forberede sine spillere på, at de skal spille på højt beliggende stations ved VM i Sydafrika.

Olsen har valgt at indkalde til højdetræning i Sydafrika den 29. maj i den sydafrikanske by Muldersdrift, der ligger 1.900 meter over havets overflade.

Men ifølge flere eksperter er dette spild af tid, fordi den lave højde ikke har nogen effekt.

"Det er for kort tid og for lav højde. Hvis du vil lave nogen form for højdetræning, så er 1.900 meter latterligt lavt. Det er spild af tid. Man skal over 2.500 meter, hvis det skal give noget. Og det er minimum," forklarer Carsten Lundby, som både er tilknyttet Aarhus Universitet og Fysiologisk Institut i Zürich, ifølge Ritzau.

Sportsfysiologen hos Team Danmark, Lars Johansen, er ligeledes enig.

"Rent fysiologisk er sådan en eksponering for lidt til, at man kan få en god effekt rent træningsmæssigt. Så med den varighed og med den højde handler det mere om, hvordan spillerne reagerer på det lavere ilttryk."

Til gengæld kan det være en fordel for danskerne, at træne i højderne med VM-kampbolden, fordi den sandsynligvis vil opføre sig anderledes.

"Fordi luften er tyndere i højden, så flyver bolden på en anden måde. Så det er fornuftigt nok at tage op i den højde for at skyde lidt bold og se, hvordan den flyver," forklarer Carsten Lundby.

Danmark spiller den første VM-kamp mod Holland i Johannesburg, som er placeret i 1.750 meters højde.

Skriv en kommentar