VM 2018-holdanalyse: Tyskland

0

Tyskland er placeret i gruppe F sammen med Mexico, Sverige samt Sydkorea. Læs mere om Tysklands historie, landstræner og VM 2018-trup her.

Fakta:

Fulde navn: Tyskland
Hovedstad: Berlin
National-stadion: Olympiastadion Berlin (74.064 tilskuere)
Antal indbyggere: 82.349.400
Øgenavn til landsholdet: Die Mannschaft (holdet)
Placering på verdensranglisten: 1 (december 2017)
Flest landskampe: Lothar Matthäus (150 kampe)
Flest mål: Miroslav Klose (71 mål)
Største sejr: Tyskland-Rusland: 16-0 (1. juli, 1912)
Største nederlag: England - Tyskland: 9-0 (13. marts, 1909)

Tysklands største resultater:

Confederations Cup:
Vinder i 2017.

EM:
Vundet i 1972, 1980 og 1996.

VM:
Vundet i 1954, 1974, 1990 og 2014

VM-historik:

1934: Tredjeplads

1938: Gruppespil

1954: Vinder

1958: Fjerdeplads

1966: Andenplads

1970: Tredjeplads

1974: Vinder

1978: Kvartfinale

1982: Andenplads

1986: Andenplads

1990: Vinder

1994: Kvartfinale

1998: Kvartfinale

2002: Andenplads

2006: Tredjeplads

2010: Tredjeplads

2014: Vinder

Tysklands VM-erfaring:

Tyskland er sammen med Italien den næstmest vindende nation, når det gælder VM. Fire gange har Die Mannschaft stået øverst på VM-podiet, hvoraf seneste gang var for fire år siden, hvor Mario Götze sikrede tyskerne guldet med sin scoring i den forlængede spilletid mod Argentina.

Det tyske mandskab har stolte VM-traditioner, hvilket ikke kun skyldes de fire verdensmesterskaber, de har sikret sig.

De har nemlig også været ekstremt stabile, når det gælder kunsten med at kvalificere sig til VM i fodbold. Således missede Tyskland senest den fornemmeste landsholdsturnering tilbage i 1962.
Dermed bliver VM i Rusland 14. VM-slutrunde i træk, som tyskerne deltager i, hvilket må betegnes som ganske imponerende.

Lige så imponerende er det, at Tyskland – udover de fire VM-guldmedaljer – også hele fire gange har spillet sig frem til finalen – og tabt.

Seneste tyske finalenederlag kom i 2002, hvor Brasilien vandt med 2-0 på to scoringer af turneringens topscorer, Ronaldo.

Tysklands vej til VM 2018:

I kvalifikationsgruppe C, hvor Tyskland var placeret, gjorde de regerende verdensmestre rent bord. Således blev det til ti sejre i lige så mange opgør for Joachim Löws udvalgte.

Samtidig var Tyskland med hele 43 (!) fuldtræffere sammen med Belgien det mest scorende mandskab i den europæiske kvalifikation.

Tysklands gruppe bestod af tre middelmådige hold; Nordirland, Tjekkiet og Norge. Derudover rummede gruppe C også Aserbajdsjan og San Marino, der ikke var i nærheden af de afgørende VM-pladser.
Topscorer for tyskerne i kvalifikationen blev Thomas Müller og Sandro Wagner. Begge spillere nåede fem scoringer.

Defensivspilleren Joshua Kimmich, der til dagligt huserer i Bayern München, kunne desuden prale af, at han blev den spiller, der lavede flest assists af samtlige spillere i VM-kvalen. Hele ni gange formåede han at assistere en af sine tyske medspillere.

Tysklands landstræner – Joachim Löw:

Navn: Joachim Löw
Født: 3. februar, 1960
Nationalitet: Tyskland
Landstræner siden: 2006
Trænerkarriere: FC Wintherthur, FC Frauenfeld, VfB Stuttgart, Fenerbache, Karlsruger SC, Adanaspor, FC Tirol Inssbrunck, FK Austria Wien, Tyskland.

Portræt:

Joachim Löw behøver vel ingen nærmere præsentation. Han er en af de mest kendte trænere i det nye årtusinde og det med god grund.

Löw har nemlig formået at få tyskerne til at spille fejende flot fodbold samtidig med, at de har skaffet resultater som få andre gennem de sidste ti år.

Efter en start på trænerkarrieren, der blandt andet førte Joachim Löw gennem klubber som Stuttgart og Fenerbahce, blev han i 2004 ansat som assistent for den daværende landstræner Jürgen Klinsmann.

I 2006 introducerede Klinsmann og Löw verden for, hvad der skulle vise sig at blive en magtfaktor i landsholdsfodbold gennem de næste år, da landsholdet lige nøjagtigt missede en finaleplads ved VM på hjemmebane, hvor de senere verdensmestre fra Italien måtte ud i forlænget spilletid for at sikre finalepladsen.

Efter VM overtog Joachim Löw landstrænerposten, og siden da har Löw fået en sølvmedalje ved EM 2008, en tredjeplads ved VM 2010 og EM 2012, en VM-titel i 2014 og en tredjeplads ved EM 2016.

Tyskland er altså blevet et landshold, man kan regne med, og den karismatiske træner har gjort et fornemt stykke arbejde i det tyske.

I hjemlandet er Löw kendt som en træner, der har meget faste principper og derfor sjældent går på kompromis med hverken startopstilling eller spilkoncept. Om det er de principper, der har ført Tyskland til så massiv succes de seneste 12 år, skal vi lade være usagt, men det bliver i hvert fald spændende at følge tyskerne og Löw ved sommerens slutrunde.

Embed from Getty Images

Analyse af Tysklands VM 2018-trup:

Tyskland har ved de seneste slutrunder præsteret på et rigtig højt niveau, og der er ingen grund til at tro, at det stopper ved VM i Rusland.

Sidste sommer viste tyskerne desuden, hvor skræmmende stærke de er, da de med et yderst reservespækket mandskab uden de store problemer vandt Confederations Cup.

Det vrimler med dygtige – og talentfulde – spillere med tysk pas, og Joachim Löw får en ganske svær opgave, når han skal udvælge de 23 spillere, som han vil have til at genvinde VM til sommer.

Målmænd:

Manuel Neuer er verdens bedste målmand, og det har han været i flere sæsoner i træk. Med ham i målet råder Tyskland over en uhyggelig stærk profil, der kan blive afgørende for tyskerne til VM.

Reserven, Marc-André ter Stegen, fra Barcelona er en verdensklasse erstatning at have siddende som backup på bænken.

Forsvaret:

Joshua Kimmich, Mats Hummels, Jerome Boateng og Jonas Hector ligner et oplagt bud på, hvordan den tyske forsvarskæde kommer til at se ud, når VM 2018 sparkes i gang.

Sidstnævnte kan godt kategoriseres som holdets svageste led. Hector spiller til dagligt i FC Köln, og uden at fornærme dem er de langt fra på niveau med de klubber, hvor de øvrige tyske landsholdsspillere huserer.

Midtbanen:

Der venter Löw en ufattelig svær opgave, når han skal sammensætte den midtbanekonstellation, som skal spille fra start i Rusland.

Emre Can, Toni Kroos, Sebastian Rudy, Sami Khedira, Leroy Sane, Mesut Özil, Leon Goretzka og Julian Draxler er alle klassespillere, som ville være selvskrevne I startopstillingen på langt de fleste landshold.

Men sådan er det altså ikke i Tyskland, hvor de otte ovennævnte spillere må kæmpe om spilletid (og en VM-udtagelse i første omgang) sammen med en række andre dygtige spillere.

Angrebet:

Bayern München kaprede i januar-transfervinduet Hoffenheims skarpretter, Sandro Wagner. Den 30-årige angriber, der som tidligere nævnt blev delt tysk topscorer i VM-kvalen, er et godt bud på en starter i det tyske angreb.

Også Thomas Müller, som også kan benyttes på kanten eller som hængende angriber, kan agere spydspids hos Tyskland.

Hold øje med: Manuel Neuer

Manuel Neuer behøver ikke nogen stor introduktion. Alle, der følger med i international topfodbold, ved, hvad Bayern München-keeperen har præsteret i de seneste sæsoner – både på klubplan, men også i landsholdsregi.

Ved VM i 2014, hvor tyskerne altså strøg helt til tops, var han helt outstanding. Især ottendedelsfinalen mod Algeriet var en unik optræden af den rutinerede sidste skanse, som på det nærmeste agerede sweeper for tyskerne.

En skade har holdt Neuer på sidelinjen i en periode af indeværende sæson. Det bør dog ikke forhindre den stærke keeper i at ramme sit topniveau, når VM-slutrunden nærmer sig.

Embed from Getty Images

Skriv en kommentar