Belgien snuppede VM-bronze

0

Thomas Meunier og Eden Hazard scorede målene, da Belgien slog England med 2-0 og dermed sikrede sig bronzemedaljerne ved VM.

Her til eftermiddag stod den på VM-bronzekamp på Saint Petersburg Stadium, hvor Belgien og England skulle duellere.

Allerede efter tre minutters spil kom belgierne i gang, da Nacer Chadli blev sendt af sted på venstrekanten. Han slog bolden ind i det engelske felt, hvor Thomas Meunier nemt kunne gøre det til 1-0.

Trods flere halve chancer i begge ender blev der ikke scoret yderligere før pausen, hvorfor Belgien førte 1-0 efter de første 45 minutter.

Anden halvleg blev en tam affære, hvor første farlige situation opstod cirka 20 minutter før tid, hvor Englands Eric Dier kom alene igennem.

Tottenham-spilleren løftede elegant bolden over Thibaut Courtois i det belgiske mål, men på selve målstregen blev bolden reddet. Stadig 1-0 til Belgien.

Ti minutter senere lukkede Belgien opgøret, da Eden Hazard blev spillet fri af Kevin De Bruyne, og Chelsea-stjernen sparkede sikkert bolden i nettet til 2-0.

Ingen af holdene var efterfølgende tæt på at score, og derfor sluttede kampen med en 2-0-sejr til Belgien, som dermed vinder VM-bronze for første gang nogensinde.

Skriv en kommentar