Fodboldekspert: Gruppe B og VM generelt

0

VM-guide.dk har interviewet Canal 9's fodboldekspert, Asker Hedegaard Boye, omkring hans forventninger til gruppe B samt VM-slutrunden generelt.

Hvem går videre fra gruppen?

Argentina som 1'er, Nigeria som 2'er. Argentinerne, fordi de har den bedste offensiv ved VM. Messi er ikke den samme for Argentina som for FC Barcelona, men han er stadig slutrundens eneste geni. Nigeria, fordi holdet selv uden Mikel er noget stærkere end både Grækenland og Sydkorea. Holdets styrke er defensiven, omstillingsspillet og et par robuste forwards. De er vigtige faktorer ved en slutrunde.

Hvem vurderer du som underdog i gruppen?

Sydkorea kan ikke afskrives. Holdet spiller hurtigt, er teknisk stærkt og har flere spillere med enorm international erfaring og stort indbyrdes kendskab: Folk som Park Ji-Sung, Kim Nam-Il og ikke mindst veterankeeperen Lee Woon-Jae har været med til flere slutrunder, kender gamet og kan ikke rystes. Og så har landstræner Huh Jung-Moo været en del af landsholdet - i forskellige roller - i snart 20 år. Den slags giver ro.

Hvad er dine forventninger til VM-slutrunden generelt?

Jeg er ikke i tvivl om, at tendensen fra EM 2008 og de seneste par sæsoners Champions League - med Inter som den store undtagelse - vil fortsætte ved dette VM: Nemlig dette, at de mest boldbesiddende hold med de største individualister og det hurtigste pasningsspil vil sejre. 90'er-fodbolden befolket af spændstige supermænd på 185 cm. er for længst lagt i graven.

Næsten alle nutidens største stjerner tilhører den samme kategori - småfolk med fart i støvlerne, pludselige retningsskift og blændende teknik: Messi, Agüero, Tévez, Lahm, Lennon, Deco, Ribéry, Van der Vaart, Robben, Sneijder, Xavi, Silva, Villa, Fabregas osv. Så man kan vel sige, at det er lidt paradoksalt, hvis det meget fysisk betonede Brasilien så alligevel ender med at vinde det hele. Men trenden vil alligevel være den førstnævnte.

Hvem tror du, der vinder VM-slutrunden?

Brasilien efter finalesejr over Spanien. Holdet har den robusthed, organisation og flair, der skal til for at gå hele vejen. Dunga har sammensat et fremragende kollektivt og har gjort klogt i ikke at tage alle egokrukkerne med til Sydafrika. En spiller som midtbanemanden Ramires, der spiller for portugisiske Benfica, kan blive VM's helt store positive overraskelse med sin store arbejdsradius og fremragende dybdeløb. Og i Maicon råder brasserne over den bedste back i international fodbold siden Cafú.

Hvem vil du mene, der stikker af sted med topscorer-prisen?

David Villa med seks scoringer. Fordi Spanien når langt, vil besidde bolden mere end nogen anden nation og skabe et utal af chancer. Og fordi han er den bedste afslutter i moderne topfodbold og altid er upåvirket af en kamps vigtighed.

Hvilken nation tror du, der kan overraske ved VM?

Serbien har et rigtigt stærkt landshold med en god balance. Manchester Uniteds Nemanja Vidic er en klassestopper, CSKA Moskvas Milos Krasic på venstrekanten er blandt Europas bedste duelspillere og inde i midtercirklen regerer Inters Dejan Stankovic. Serberne kan blive et ubehageligt bekendtskab for englænderne i en eventuel 1/8-finale.

Hvilken nation tror du, der bliver den største skuffelse?

Frankrig og Italien. Italien, fordi man har det ringeste spillermateriale i 35 år, og fordi Marcello Lippi har udtaget så få kreative spillere. Frankrig, fordi landstræner Raymond Domenech er en dårlig joke, fordi de bærende kræfter er gamle og mætte - og fordi den vigtige balancespiller Lassana Diarra desværre er blevet alvorligt syg og derfor er rejst hjem.

Hvilken spiller håber du, der bliver den største oplevelse ved dette VM?

Argentinas Lionel Messi kan blive den store oplevelse, hvis Maradona får løst holdets taktiske ubalance. Messi er en vidunderlig fodboldspiller, men han behøver backup fra en intelligent højreback à la Daniel Alves i FC Barcelona. Men hverken Burdisso, Otamendi eller den omskolede Jonas ser ud til at kunne løse den opgave.

Ellers kan slutrunden meget vel blive brasilianske Luís Fabianos store gennembrud. Stedet hvor Sevilla-spilleren tager skridtet fra topangriber til verdensstjerne. Han er god i feltet og har den fysiske styrke, der er afgørende for Brasiliens meget krævende spil.

Hidtil har alle VM-værtsnationer været gået videre fra gruppespillet. Tror du, at Sydafrika vil fortsætte den "tradition"?

Nej, Sydafrika går næppe videre. Dertil er både Frankrig, Uruguay og Mexico for stærke, tror jeg. Men alt kan vel ske, når de blæser til i deres vuvuzela-horn og giver modstanderne hovedpine...

Var beslutningen om, at forlænge med Morten Olsen den rigtige?

Ja, alene af den grund at Olsen er en dygtig og afholdt cheftræner, og desuden fordi der ingen andre seriøse alternativer var.

Hvor langt tror du, at Danmark når ved VM?

Danmark har gode chancer for at komme videre fra den indledende pulje. Ikke fordi holdet er godt, for det er det ikke. Snarere fordi Japan er til rotterne og Cameroun står og falder med Samuel Eto'o, som åbenlyst hellere ville bruge sommeren på en tropeø.

Hollænderne må være svært tilfredse med lodtrækningen. Hvis Danmark bliver 2'er i gruppen, vil man efter alt at dømme løbe ind i Italien, der har en meget overkommelig pulje. For mig at se er det langt fra sikkert, at verdensmestrene vinder den kamp.

Hvad tror du, der er årsagen til, at mange af de store VM-profiler er blevet skadet under VM-optakten?

En kombination af tilfældigheder og en lang klubfodbold-sæson. Jo flere og jo hårdere kampe topspillerne skal ud i - i de hjemlige turneringer og i Champions League/Europa League, desto mere slidte er de til en slutrunde som denne. Men fodboldspillere skal ikke klynke. Prøv at forklare en NHL-spiller, at 50 kampe på en sæson er meget. Han ville skrige af grin.

Skriv en kommentar