VM-guide.dk vil bringe en række interviews med kendte personer, der har en stor passion for fodbold. I dette interview har vi talt med P3's Maja Rosager.
Maja Rosager er vært på Sport på 3'eren, og så dækker hun som regel også store sportsgivenheder for kanalen som eksempelvis OL, mens hun også tidligere har dækket fodbold-VM.
Hvad er den største VM-oplevelse, som du har haft?
VM i Tyskland 2006, som jeg oplevede på nærmeste hold. Jeg var i Berlin og fulgte det tyske landshold for DR, og det var fodbold og ikke mindst folkefest i verdensklasse. Jeg manglede bare lige at Danmark var med. Til gengæld havde jeg den surrealistiske oplevelse tilfældigt at løbe ind i Didier Drogbas meget venlige forældre, som sammen med en 20-30 af de nærmeste venner og familie fra Elfenbenskysten varmede op til kamp ved at lave mad og have fællesspisning på en gammel travbane nær deres hotel!
Foran skærmen må det være kvartfinalen i 1998 mod Brasilien. Største øjeblik er da Brian Laudrup banker bolden i nettaget til 2-2 og efterfølgende laver den legendariske jubelscene, hvor han nochelant slænger sig ved sidelinjen med hånden under hovedet. Jeg troede et øjeblik, at vi ville gøre det umulige og gå videre til semifinalen.
Hvad er den største VM-fiasko, du har oplevet?
Danmarks nederlag til England i 1/8 finalen i 2002. Hold da op, hvor var det et antiklimaks, da England scorede nærmest inden kampen var kommet igang. Jeg kan også stadig ærgre mig over Zidanes skalle i brystet på Materazzi i VM-finalen 2006. Surt at en ellers fantastisk karriere skulle slutte med et rødt kort- og at Italien vandt.
Hvilken VM-legende er i dine øjne den største?
Diego Maradona. Jeg ikke var mere end 10 år gammel, da han tryllede i Mexico 1986, så han er den første store stjerne, jeg husker. Jeg synes, han er den største på grund af hans eminente teknik og målnæse. Men også på grund af "Guds Hånd" og de andre skandaler, som siden fulgte. De er også med til at gøre ham til en legende. Jeg er spændt på at følge ham og Argentina til slutrunden i Sydafrika. Jeg håber, at han også vinder VM som træner.
Hvad er dine forventninger til VM-slutrunden generelt?
En masse spændende og målrige kampe, hvor de store stjerner som Messi, Ronaldo og Rooney forhåbentlig indfrier forventningerne og spiller et stort VM. Og så selvfølgelig at Danmark overrasker og når langt!
Var beslutningen om, at forlænge med Morten Olsen den rigtige?
Ja. Morten Olsen har gjort det godt. Selvfølgelig missede han et par slutrunder, men en lille nation som Danmark kan ikke forvente at komme med hver gang. Trods alt sejt at kvalificere sig til Sydafrika som nummer 1 i puljen foran nationer som Sverige og Portugal. Også selvom vi var lidt heldige.
Hvilken spiller er vigtigst for Danmark?
Det er selvfølgelig vigtigt, at hele holdet fungerer, hvis vi overhovedet skal have en chance. Men hvis jeg skal pille en enkelt spiller ud, må det være ham der skal score vores mål: Nicklas Bendtner - en ung mand med selvtillid i verdensklasse. Han skal være fit for fight og spille op til sit bedste for at Danmark når langt.
Hvor langt tror du, at Danmark når ved VM?
Jeg må indrømme, at jeg er meget i tvivl om, hvor gode Danmark er. Men jeg satser på, at vi går videre fra puljen som to'er efter Holland - og så står vi sandsynligvis til at møde Italien - og så går den nok ikke længere.
Hvem tror du, der vinder VM?
Brasilien. Holdet har i forvejen fem stjerner på den gule trøje - og kan meget vel sikre sig den sjette VM-titel. De var suveræne i den sydamerikanske kvalifikation og slog blandt andre Argentina 3-1 på udebane. Brasilien stiller som sædvanlig med en masse stjerner: Julio Cesar, Kaka og Fabiano er bare nogle af dem, som kan gøre en forskel. Og så må Brasilien være sultne efter at vinde VM igen. Nu skuffede de jo i 2006.
Hvem vil du mene, der stikker af sted med topscorer-prisen?
Selvom Nicklas Bendtner har sagt, at han går efter at blive VM-topscorer, så tvivler jeg nu på Big Ben. Jeg tror mere på Messi, som scorede 34 ligamål for FC Barcelona i den her sæson - og samtidig blev han topscorer i Champions League. Ved VM må det være nok hvis Messi scorer en 5-6 mål for at løbe med topscorerværdigheden.
Hvilken nation tror du, der kan overraske ved VM?
Her vælger jeg med hjertet og siger England, som jeg har en svaghed for. De har skuffet så mange gange før og på et eller andet tidspunkt, må de præstere. De har en af verdens stærkeste ligaer, så jeg satser på, at de ligesom Spanien gjorde det ved EM, endelig får brudt forbandelsen ved slutrunder og når langt.
Interviewet blev foretaget den 3. juni 2010