VM-guide.dk vil bringe en række interviews med kendte personer, der har en stor passion for fodbold. I dette interview har vi talt med TV 2 Sport-værten Tina Müller.
Tina Müller er vært på TV 2 Sport, hvor hun blandt andet dækker SAS Ligaen. Tidligere har hun også arbejdet for Viasat Sport som både reporter og studievært.
Hvad er den største VM-oplevelse, som du har haft?
Min interesse for fodbold voksede for alvor ved VM i 1990, hvor specielt Roberto Baggio fortryllede mig og gjorde mig opmærksom på det fantastiske ved spillet. Han var min helt store helt og det betød, at jeg i en del år altid var Baggio, når vi rendte ude på vejen og spillede fodbold. Og af samme årsag valgte jeg, at trække i trøje nummer 10, da jeg selv begyndte at spille fodbold i Ringsted IF - og nummer 10 er stadig MIT nummer.
Det betød så også, at jeg led med ham, da han brændte det afgørende straffespark i VM-finalen i 1994. Det var grusomt. Men jeg har tilgivet ham, for han skabte uden tvivl en kæmpe VM-oplevelse for mig og er vel egentlig en af årsagerne til, at jeg den dag i dag, stadig er besat af læderbolden.
Set med danske briller, så er det uden tvivl Danmarks kvartfinale ved VM i 1998 mod Brasilien, der er min største VM-oplevelse. At Danmark var nået så langt var jo helt vildt og ikke mindst historisk. Men at det så også var de daværende forsvarende verdensmestre med et stjernespækket hold, Danmark skulle op imod, gjorde det jo på ingen måde mindre spændende.
Forventningerne til kampen var store og de blev alle indfriet, for det var en helt igennem fantastisk kamp, hvor det danske landshold gav samba-spillerne kamp til stregen trods et nederlag.
Hvad er den største VM-fiasko, du har oplevet?
Den største fiasko kom i 2006, da Danmark ikke var med ved VM i Tyskland. I tankerne havde man jo allerede ønsket tre ugers VM-ferie, pakket og sat nøglen i tændingen i bilen, for at tage på VM-rundtur hos vores naboer. Men det blev desværre foran skærmen, at kampene blev set!
Hvilken VM-legende er i dine øjne den største?
Diego Maradona vil vel altid være kendt som en VM-legende. Men for mig personligt, kan den største jo kun være Roberto Baggio.
Hvad er dine forventninger til VM-slutrunden generelt?
Jamen, som altid er mine forventninger kæmpe store. Jeg glæder mig som et lille barn, da slutrunder ganske enkelt er noget helt specielt. Og det gør det jo kun endnu mere spændende og interessant, at Danmark endelig er med ved et VM igen.
Desuden har de forskellige VM-slutrunder skabt en masse minder for mig: I 1986 var der Maradonas "Gyldne hånd", I 1990 gjorde Roberto Baggio et stort indtryk på mig, i 1994 brændte han det afgørende straffe i finalen (av,av), Danmark nåede kvartfinalen i 1998, I 2002 var det Ronaldo der med otte mål blev topscorer, i 2006 stjal Zidan de fleste og største overskrifter.
Så jeg er også spændt på at se, hvad og hvem jeg fremover vil huske VM i Sydafrika for!
Men nu er det ikke kun kampene ved et VM, der er noget specielt. Det er også alt det uden om en slutrunde, der giver det hele noget ekstra krydderi. Ventetiden til startfløjtet er jo som altid ufattelig lang og for at kunne håndtere VM-feberen har et par af mine kollegaer og jeg gennem mange uger samlet på klistermærker til vores VM-hæfte. Det er noget så nostalgisk, som det kan være og tro mig, vi går alle op i det med liv og sjæl og det er med stor koncentration, at vi afholder bytteaftenener.
Var beslutningen om, at forlænge med Morten Olsen den rigtige?
Jeg synes, det var den helt rigtige beslutning. Spillerne respekterer ham tydeligvis og har op til flere gange givet udtryk for, at de er godt tilfredse med ham. Derudover synes jeg heller ikke, at der har stået en oplagt kandidat klar til at overtage trænerposten på det danske landshold.
Hvilken spiller er vigtigst for Danmark?
Nicklas Bendter kan gå hen og blive ret afgørende for Danmarks chancer ved VM. Både fordi han er den spiller, der kan lave det uventet, men også fordi det ganske enkelt er ham de fleste mål skal komme fra. Specielt nu hvor Jon Dahl Tomasson har svært ved at finde vej til netmaskerne.
Hvor langt tror du, at Danmark når ved VM?
Jeg håber og tror på det bedste for det danske landshold. Men som så ofte før, så synes jeg, det er svært at spå om deres niveau, da det på ingen måde har været prangende i testkampene mod henholdsvis Australien, Senegal og Sydafrika.
Men nu skal man jo heldigvis ikke tilskrive testkampe for stor betydning. Desuden viste de også i VM-kvalifikationen, at de kan slå nationer som Portugal og Sverige og det skaber selvfølgelig en form for optimisme. Så jeg tror på, at de selvfølgelig går videre fra det indledende gruppespil som to'er i gruppe E.
Hvem tror du, der vinder VM?
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Spanien formentlig er et rigtig godt bud på en kommende verdensmester. De har det man vel sagtens kan kalde for et drømmehold og så vandt de jo som bekendt også EM. Men i år sætter jeg mine penge på Holland.
Hvis de skal vinde et VM, så skal det næsten være i år. De har en skræmmende offensiv, hvilket de selvfølgelig altid har haft, men derudover så kommer de altså til Sydafrika med en kollosal selvtillid, da de ikke har tabt i 19 kampe i streg. Seneste slog de Ungarn med 6-1 i deres sidste testkamp inden det hele går løs.
Hvem vil du mene, der stikker af sted med topscorer-prisen?
Går Holland hele vejen, jamen så tror jeg også, at topscoreren skal findes hos de Oranje. Og der vil mit bud være Robin Van Persie med 7 mål.
Hvilken nation tror du, der kan overraske ved VM?
Det er jo en form for hjemmebane for alle de afrikanske hold og med den opbakning de formentlig vil få, så venter der nok en overraskelse blandt dem. Elfenbenskysten kunne være et oplagt emne med stjerner som blandt andet Kolo og Yaya Touré, Kalou, Koné og sidst men ikke mindst Drogba (hvis han bliver klar). De skuffede godt nok i 2006, men der overraskede tilgengæld et hold som Ghana.
Ellers tror jeg på en overraskelse fra Serbien. Tager man et kig ned over deres mandskab, så kan man godt blive lidt overrasket over, hvor mange profiler de egentlig sidder inde med. Så jeg er ret spændt på at se, hvor langt spillere som Stojkovic, Ivanovic, Vidic, Krasic, Stankovic og Jovanovic kan drive det. De er i overkommelig gruppe med Tyskland (der har mange skader), Ghana og Australien, hvor jeg vil mene at en plads i ottendedelsfinalerne bestemt er realistisk.
Interviewet blev foretaget den 5. juni 2010