Aleksandar Kolarov blev matchvinder, da han på flotteste vis scorede på et frispark til slutresultatet 1-0 over Costa Rica.
Costa Rica og Serbien åbnede gruppe E ved denne slutrunde, og det var samtidig det første møde mellem holdene nogensinde.
Kampen startede i et højt tempo med chancer i begge ender. Efter bare tre minutter kom Costa Ricas Geancarlo Gonzales frem til en fin hovedstødsmulighed, men forsøget røg ind på den serbiske keeper, Vladimir Stojkovic.
Ni minutter senere var Gonzales tæt på endnu en gang, men denne gang misbrugte han på ny, da han headede over målet efter et indlæg.
Serbien fik herefter arbejdet sig ind i opgøret, hvor Sergej Milinkovic-Savic med to minutter tilbage af første halvleg fik testet Keylor Navas, da han leverede et saksespark, men Navas snuppede forsøget.
I det 50. minut fik Serbien en god mulighed for at score, da Aleksandar Mitrovic blev sendt i dybden, men han misbrugte, da en stærkt spillende Navas atter reddede.
Men syv minutter senere måtte Navas se sig passeret. Aleksandar Kolarov tog et frispark lidt udenfor feltet, og det gjorde han på flotteste vis. Med indersiden i højre side fik han drejet bolden helt ud til venstre stolpe for Navas, der var chanceløs. 1-0 til Serbien.
Costa Rica skulle nu frem på banen og for alvor jagte en scoring. De skabte en god mulighed ved Joel Campbell, men Milenkovic fik klaret i det 72. minut.
Serbien blev herfra presset længere tilbage, men Costa Rica havde vanskeligt ved at tilspille sig nogle større chancer.
Med et kvarter tilbage kunne indskiftede Filip Kostic have scoret til 2-0, men han brændte på et tomt mål, da Navas fik fingerspidserne på, hvilket åbenlyst kom bag på Kostic.
I overtiden kom Nemanja Matic i klammeri med den costaricanske bænk, men efter at have splittet parterne, valgte dommeren ikke at give kort til nogle af dem.
Serbien vandt 1-0 og med sejren ligger de nu nummer et i gruppen, da Brasilien og Schweiz først mødes klokken 20:00 i aften.