Mexico besejrede lørdag aften Sydkorea med 2-1 på scoringer af Carlos Vela og Javier Hernandez, mens Sydkorea fik reduceret til sidst.
Mexico hentede en overraskende 1-0-sejr i deres første VM-kamp mod Tyskland, og denne flotte præstation skulle de forsøge at bygge videre på i dag mod Sydkorea.
Mexicanerne havde kun foretaget en udskitning på højrebacken, da Edson Alvarez var blevet foretrukket, mens Sydkorea havde foretaget en god portion udskiftninger.
Mexico fortsatte med succesformlen fra deres kamp mod tyskerne med højt tempo, men skarpheden manglede i den indledende fase.
I det 26. minut kom Mexico dog på måltavlen. Andres Guardados indlæg ramte armen på en sydkoreaner, og det fik dommeren til at pege på pletten. Carlos Vela scorede sikkert efterfølgende til 1-0.
Kort tid efter var Mexico tæt på at fordoble føringen, da Miguel Layun afsluttede, men Sydkoreas keeper Cho Hyun-Woo fik fingrene på, så bolden ikke gik i netmaskerne.
Der blev ikke scoret flere mål i første halvleg, men det skulle der vise sig at blive i anden halvleg.
Sydkorea havde hårdt brug for et mål, hvis de skulle holde fast i håbet om at blive inde i kampen om videre avancement.
Men i stedet var det Mexico, der scorede til 2-0. Stortalentet Hirving Lozano fik bolden efter en omstilling, og så gik det hurtigt. Han tog nogle gode træk ned mod Sydkoreas mål, hvorefter han fandt Javier Hernandez i venstre side. Han kvitterede for afleveringen med at score sit mål nummer 50 i landsholdskarrieren.
Sydkorea havde kampen igennem et godt tempo i deres angreb, men altså uden at komme frem til en scoring. Det blev der dog lavet om på mod kampens afslutning.
I de døende sekunder af overtiden var Son på spil, og han sparkede flot bolden over i det lange hjørne til slutresultatet 2-1.
Mexico topper nu gruppe F med maksimumpoint efter de to første kampe, mens Sydkorea er så godt som ude af racet om videre avancement med nul point på kontoen.
Klokken 20:00 mødes de to andre hold i gruppen, Sverige og Tyskland.