Det norske fodboldforbund har forlænget aftalen med landstræner Ståle Solbakken, så parterne nu har papir på hinanden frem til udgangen af 2025.
Tilbage i december 2020 overtog Ståle Solbakken jobbet som norsk landstræner, da Lars Lagerbäck forlod posten.
Siden da har den tidligere FC København-cheftræner stået i spidsen for holdet i 24 kampe, og han har efterladt et positivt indtryk.
Det norske fodboldforbund, NFF, meddeler således mandag, at man har forlænget samarbejdet med Solbakken.
Den nye kontrakt løber frem til udgangen af 2025, og forlængelsen glæder Norges fodboldpræsident, Lise Klaveness.
"Vi er meget tilfredse med det arbejde, Ståle udfører som landstræner. Han er en tydelig og samlende leder for holdet og staben og har en evne til at skabe både konkurrence og tryghed i landsholdstruppen," udtaler fodboldpræsidenten og fortsætter:
"Vi vil forlænge aftalen med Ståle allerede nu og med det sende et klart signal om, at han er vores mand i fremtiden," lyder det fra Klaveness.
Ståle Solbakken stod til at have kontraktudløb i sommeren 2024.