Den australske landstræner Graham Arnold har valgt at trække sig efter seks år ved roret, efter Australien har fået en skuffende start på VM-kvalen.
Graham Arnold har valgt at stoppe som landstræner for Australien.
Det meddeler det australske fodboldforbund på sin hjemmeside.
Beslutningen kommer efter en dårlig start på den asiatiske VM-kval, hvor man har tabt til Bahrain og spillet uafgjort mod Indonesien.
61-årige Arnold sætter ord på afskeden.
"Jeg sagde efter vores kamp mod Indonesien, at jeg havde nogle beslutninger at tage, og efter dyb refleksion har min mavefornemmelse fortalt mig, at det er tid til forandring, både for mig selv og projektet," udtaler han til fodboldforbundets hjemmeside og fortsætter:
"Jeg har truffet beslutningen om at træde tilbage baseret på, hvad der er bedst for nationen, spillerne og Fodbold-Australien," siger Arnold.
"Jeg har givet absolut alt, hvad jeg kunne til rollen, og jeg er enormt stolt af, hvad der er blevet opnået i min embedsperiode," lyder det.
Den afgående landstræner fremhæver blandt andet VM i Qatar som et højdepunkt, da holdet nåede ottendedelsfinalerne.