Optakt: Brasilien – Holland

0

Brasilien og Holland mødes i det mindst ønskede opgør ved VM, nemlig kampen om tredjepladsen. Læs hele optakten til bronzekampen her.

Hverken Brasilien eller Holland havde sat næsen op efter at skulle møde hinanden i kampen om bronze, men sådan blev realiteterne.

Brasilien blev historisk ydmyget mod Tyskland med et smertefuldt nederlag på hele 7-1. Derfor skal det brasilianske landshold forsøge at rejse sig i bronzekampen.

Holland måtte se sig slået efter straffesparkskonkurrence, da deres semifinale-kamp mod Argentina endte 0-0 i ordinær og forlænget spilletid.

Hollands landstræner Louis van Gaal har kaldt bronzekampen urimelig, men spilles lørdag aften skal den altså. Derfor fortjener den også en stor optakt, så den får du hermed.

Holdenes vej til bronzekampen:

Brasilien:

Brasilien lagde ud med en 3-1-sejr over Kroatien.

Derefter ventede Mexico i gruppe A, hvor mexicanernes keeper Ochoa med flere pragtredninger sørgede for, at værtsnationen ikke fik scoret. Mexico scorede heller ikke, og dermed endte det opgør 0-0.

I den sidste gruppespilskamp skulle værterne op imod Cameroun, og her vandt de overbevisende med 4-1.

Brasilien endte med at vinde gruppe A, og dermed skulle de møde Chile i 1/8-finalen.

I det opgør fik brasilianerne kamp til stregen, og da måltavlen viste 1-1 i den ordinære spilletid, skulle de ud i forlænget spilletid. Her fandt man ingen vinder, og dermed skulle holdene ud i straffesparkskonkurrence. Her var Brasilien til gengæld skarpe, og dermed vandt de 2-1 og fik udløst kvartfinale-billetten.

I kvartfinalen skulle Brasilien krydse klinger med Colombia. Thiago Silva gik foran som anfører for Brasilien og scorede til 1-0 efter kun syv minutter.

Derefter var det hans forsvarskollegas tur. David Luiz scorede til 2-0, mens VM's foreløbige topscorer og store positive overraskelse, James Rodriquez, fik reduceret på straffespark.

Kampen mod Colombia var også kampen som Neymar nok aldrig vil glemme. I en voldsom duel med Juan Camilo Zúñiga, blev han sendt til jorden. Efterfølgende stod det klart, at Neymar havde brækket en ryghvirvel og missede resten af VM.

I går fortalte Neymar, at hvis han var blevet ramt to centimeter længere nede, kunne have have siddet i kørestol i dag.

Bortset fra den ærgerlige nyhed med Neymar, kunne Brasilien glæde sig over en 2-1-sejr.

I semifinalen skulle de møde Tyskland, og det er et resultat, der vil stå mejslet massivt i de støvede VM-historiebøger.

Tyskland viste ingen nåde over for værterne. De vandt første halvleg med hele 5-0. I anden halvleg satte tyskerne tempoet lidt ned, men André Schürrle kom alligevel to gange på måltavlen. Til sidst fik Oscar reduceret til det smertefulde 7-1-resultat.

Brasiliens opgave til bronzekampen bliver at rejse sig mentalt og fortsat bevise over for fansene, at sambabolden ikke er punkteret.

Holland:

Holland begyndte VM-slutrunden på bedst mulige måde. De startede med at besejre Spanien, de forsvarende verdensmestre, med hele 5-1. Dermed må man sige, at hollænderne fik revanche fra parternes sidste VM-møde tilbage i 2010, hvor Spanien slog Holland i finalen.

I næste spillerunde ventede Australien. Her fik hollænderne lidt vanskeligere arbejdsvilkår, men de vandt alligevel med 3-2.

I den sidste kamp i gruppespillet, skulle Holland møde Chile. Hollænderne sejrede med 2-0, og så kunne de snuppe 1/8-finale-billetten.

I 1/8-finalen tørnede Holland sammen med Mexico. De fik en skidt start, da mexicanerne kom foran efter 48 minutter. Holland fik dog vendt kampen på hovedet, med to sene scoringer.

Først kunne Sneijder sendte bolden i nettet på et flot langskud, og kort tid efter kunne Huntelaar score på det straffespark, der var blevet begået mod Robben i overtiden. Dermed sejrede de 2-1 og sikrede videre deltagelse ved VM.

I kvartfinalen skulle Holland op imod Costa Rica. Det udviklede sig til et nervepirrende opgør, som trak helt ud i straffesparkskonkurrence, trods flere gode muligheder til begge hold i den ordinære og forlængede spilletid.

Inden straffesparkskonkurrencen gik i gang, tog Louis van Gaal en meget modig og voldsomt omtalt beslutning. Han skiftede keeper Cillessen ud og erstattede ham med rutinerede Krul, som havde en bedre straffesparksstatistik.

Det skulle vise sig, at være en klog beslutning af den kommende Manchester United-manager. Krul snuppede nemlig to skud, og sørgede for, at Holland avancerede til semifinalen.

Derved var van Gaal pludselig blevet til van Genial.

I semifinalen ventede Argentina, og det opgør skulle vise sig, at blive en søvndyssende kamp. Holdene spillede 0-0 i ordinær og forlænget spilletid, og dermed skulle parterne ud i straffesparkskonkurrence.

Her havde van Gaal ikke mulighed for at udskifte Cillessen, da skader betød, at han havde opbrugt alle sine tre udskiftninger. Det skulle vise sig, at blive fatalt, selvom al skylden selvfølgelig ikke kan lægges på Cillessens skuldre.

Vlaar startede med at brænde, hvorefter Messi scorede. Herefter scorede Robben sikkert, mens Argentinas Garay ditto fik bolden i mål. Sneijder var også uheldig at brænde, og da Agüero scorede for argentinerne, blev der lagt et voldsomt pres på rutinerede Kuyt. Han scorede dog også, så der på dette tidspunkt stod 2-3.

Argentinas erfarne Maxi Rodriguez skulle afgøre sagerne, og det gjorde han til Argentinas fordel. Dermed vandt Argentina 4-2 på straffespark, og snuppede finale-billeten, mens Holland endte med nitten, billetten til bronzekampen.

Fakta:

- Bronzekampen vil blive det 12. møde mellem Brasilien og Holland. Brasilien har vundet tre gange, Holland tre gange, mens de sidste fem er endt uafgjort.

- I VM-sammenhæng har har Holland vundet to kampe, senest i VM-kvartfinalen 2010, hvor de vandt 2-1. Brasilien har formået at vinde en gang, tilbage i 1994, mens de vandt straffesparkskonkurrencen med 4-2 ved VM 1998.

- For første gang siden VM 1974 og 1978, vil Holland ende i top-4 i to slutrunder i træk. Ved VM 2010 var de i finalen mod Spanien, hvor de dog tabte.

- Holland havde scoret 12 mål i deres fire første VM-kamp ved denne slutrunde. Men de formåede til gengæld ikke at score i ordinær spilletid i både kvartfinalen og semifinalen.

- Holland ha tabt fem af syv straffesparkskonkurrencer i VM- og EM-regi.

- Oranje vil spille deres anden bronzekamp i historien. Sidst de spillede om tredjepladsen, var ved VM 1998, hvor de tabte 2-1 til Kroatien.

- Brasilien har lukket flest mål ind ved denne slutrunde. Helt præcist elleve mål. Sidste gang de lukkede elleve mål ind, var i 1938, og de har aldrig lukket mere end elleve mål ind.

- Ti af Hollands 12 mål ved dette VM, er scoret i anden halvleg. De sidste fire mål er scoret efter 75. minut.

- I semifinalen blev Holland kun noteret for syv skud på 120 minutter. I alle deres tidligere VM-kampe siden 1966, har de minimum stået bag ti skud.

- Mens Holland kun havde et skud på mål i semifinalen mod Argentina, havde Brasilien otte skud på mål i 7-1-nederlaget til Tyskland.

- Kampen vil være deres fjerde bronzekamp i historien, men deres første siden 1978.

- Brasilien har vundet to og tabt én i deres tre foregående bronzekampe.

- Mod Tyskland begik Brasilien kun elleve frispark, mens de begik hele 31 mod Colombia i kvartfinalen.

- Kun Frankrigs Karim Benzema (15 skud), har haft flere skud på mål end Holland Robin van Persie (10). Men van Persie har endnu ikke scoret i én af knockout-kampene ved dette VM.

- Brasiliens store stjerne, Neymar (13 målchancer), der er ude med en brækket ryghvirvel, er den eneste spiller, der har skabt flere målchancer for Brasilien end Marcelo (10 målchancer).

Head-to-head-statistik ved VM 2014:

Kampe spillet: Brasilien 6, Holland 6.

Mål scoret: Brasilien 11, Holland 12.

Mål per kamp: Brasilien 1,8, Holland 2.

Skud på mål: Brasilien 70 procent, Holland 70 procent.

Gennemsnitlige forsøg per kamp: Brasilien 16,7, Holland 13,7.

Frispark begået: Brasilien 107, Holland 106.

Gule kort: Brasilien 11, Holland 9.

Røde kort: Brasilien 0, Holland 0.

Løb per kamp: Brasilien 107,1 km, Holland 118,9 km.

Veludførte afleveringer: Brasilien 2.249, Holland 2.687.

Afleveringsprocent: Brasilien 70 procent, Holland 80 procent.

Seneste nyt om holdene:

Brasilien:

Neymar er fortsat ude med en brækket ryghvirvel, mens Thiago Silva vender tilbage i forsvaret, efter at have afsonet sin karantæne.

Silva har samtidig opfordret Brasiliens fans til at fortsætte med at støtte holdet lørdag aften.

Landstræner Scolari kan vælge, at Fred skal tage plads på bænken, efter at han blev mobbet kraftigt på lægterne i semifinalen. På den anden side vil en god kamp af Fred, få publkum til at stoppe med at buhe af ham.

Willan vil muligvis starte i stedet for Bernard, der skuffede mod Tyskland i Neymars fravær.

Dani Alves og Maxwell kan også få chancen i stedet for Maicon og Marcelo. Hernanes er også inde i billede til starte på midtbanen.

Kampen kan meget vel blive den sidste for landstræner Luiz Felipe Scolari, efter ydmygelsen i semifinalen.

Holland:

Holland har ingen umiddelbare skader i truppen. Hvis van Gaal vil bruge sin sidste mand, for at have brugt alle 23, skal han give Michael Vorm spilletid.

Det er dog stærkt tvivlsomt, at han starter inde.

Samtidig er det definitivt Louis van Gaals sidste kamp i spidsen for Holland, da han efter VM skal varme manager-sædet i Manchester United.

Kommentarer inden opgøret:

Brasiliens landstræner, Luiz Felipe Scolari:

"Jeg ved, at min karriere vil blive påvirket af dette (7-1-nederlaget til Tyskland, red.), men vi er nødt til at kigge fremad mod den tredjeplads, der skal spilles om lørdag i Brasilia," fortalte Scolari, og Brasiliens anfører Thiago Silva tilføjede:

"Dette er en deprimerende tid, så vi har brug for styrke fra vores fans. Jeg kan garantere, at vi vil spille lørdagens kamp, som var det den sidste."

Hollands landstræner, Louis van Gaal:

"Den kamp (lørdagens bronzekamp, red.) burde aldrig spilles. Jeg har sagt det i ti år nu. Det er urimeligt. Der er kun en titel, der tæller, og det er VM-trofæet,” fastslog van Gaal ifølge BBC, og han tilføjede:

“Det værste er, at du har risikoen for at tabe to gange i træk. I en turnering, hvor du har spillet så vidunderligt, så er det trist, at gå hjem som taberen. Det har overhovedet intet med sport at gøre efter min mening."

Hold øje med:

Oscar (Brasilien): Den lille kreatør scorede i semifinalen, og han kan meget vel være spilleren, der skal skabe det meste kreative for Brasilien.

Hvis han er varm, så kan han servere gode bolde til Willian, Hulk og Fred, og evt. også selv score på dødbolde eller i det åbne spil, som han senest viste.

Arjen Robben (Holland): Robben har været Hollands store stjerne under denne slutrunde, og hvis han kan få de tidligere positive takter med Robin van Persie til at spille, så kan Robben meget vel afgøre kampen - enten som målscorer eller oplægger.

Forventede startopstillinger:

Brasilien (4-2-3-1):

Julio Cesar

Maicon – David Luiz – Thiago Silva – Marcelo

Luiz Gustavo – Fernandinho

Hulk – Oscar – Willian

Fred

Holland (3-4-1-2):

Cillessen

Vrij – Vlaar – Indi

Janmaat – Wijnaldum – Blind – Kuyt

Sneijder

van Persie – Robben

Bud på kampens resultat:

Brasilien 1-1 Holland

Jeg tror desværre, at vi får en mindre interessant og målrig kamp. Brasilien vil uden tvivl gøre alt, hvad der står i deres magt for at fjerne lidt af skampletten fra semifinalen.

Holland vil dog omvendt heller ikke lægge sig fladt ned på maven, og lade Brasilien ydmyge dem. Derfor får vi nok et tæt og taktisk opgør, der går i forlængelse, og muligvis bliver afgjort der.

Praktisk information:

Kampens dommer: Djamel Haimoudi (Algeriet)

Stadion: Estádio Nacional Mané Garrincha, Brasília

Spille-tidspunkt: Lørdag den 12. juli, klokken 22:00.

Vises på: DR1

Skriv en kommentar