De to fodboldstormagter, Frankrig og Argentina, skal spille den første VM-ottendedelsfinale lørdag klokken 16:00. VM-guide.dk klæder dig på til opgøret her.
Optakt til Frankrig mod Argentina
Fokus på holdene:
Frankrig:
Frankrig har endnu ikke imponeret ved VM, selvom de vandt i gruppe C med syv point. Spillet var ofte krampagtigt, og i offensiven manglede der løsninger.
I alle tre gruppekampe skulle franskmændene nedbryde mandskaber, der var kommet for at forsvare sig, og det havde Antoine Griezmann, Kylian Mbappé og de andre stjerner svært ved.
Nu gælder det et møde med Argentina, og det bliver formentlig en helt anden kamp, hvilket kan være til Frankrigs fordel.
Argentina:
Det har slet ikke kørt for Argentina endnu.
Det startede med en 1-1-kamp mod Island, hvor Lionel Messi brændte straffespark. Derefter løb argentinerne ind i et pinligt 3-0-nederlag til Kroatien. Sidste gruppekamp blev vundet med hiv og sving over Nigeria.
Derfor står Argentina nu i en VM-ottendedelsfinale, hvor de skal forsøge at slå Frankrig. Det bliver en svær opgave for et argentinsk hold, der i perioder har virket decideret rådvilde.
Fakta:
- Sidste gang, Frankrig og Argentina mødte hinanden ved en VM-slutrunde, var i 1978, hvor argentinerne sejrede med 2-1.
- Frankrig og Argentina har mødt hinanden i to venskabskampe i nyere tid, og begge gange har argentinerne vundet.
- Frankrig er ubesejrede i deres seneste syv kampe.
Seneste nyt:
Frankrig:
Frankrig havde en del nye spillere med i start-11’eren til kampen mod Danmark. Det forventes dog, at blandt andet Hugo Lloris, Kylian Mbappé og Paul Pogba, som alle blev sparet, glider tilbage i startopstilling til ottendedelsfinalen mod Argentina.
Argentina:
Det tyder på, at Argentinas landstræner Jorge Sampaoli vil benytte samme start-11’er som mod Nigeria i sidste gruppekamp.
Det er værd at notere sig, at hvis Lionel Messi får gult kort mod Frankrig, vil han være ude af en eventuel kvartfinale på grund af karantæne.
Hold øje med:
Antoine Griezmann (Frankrig):
Antoine Griezmann er manden – sammen med Kylian Mbappé – der kan skabe det uventede og uforudsigelige for Frankrig. Og det kan de få brug for imod Argentina.
Griezmann har i en årrække for Atletico Madrid vist, hvilken fantastisk fodboldspiller han er, men også på landsholdet viste han især ved EM 2016, at han kan præstere, når presset er maksimalt.
Og hvis Frankrig kommer i problemer mod Argentina, så er presset stort på Griezmann, som skal vise, at han er en af verdens allerbedste offensivspillere.
Lionel Messi (Argentina):
Den lille troldmand har ikke vist meget foreløbig ved VM.
Det skal der ændres på nu, hvor knockout-kampene begynder. Argentina har brug for, at Lionel Messi finder sit tårnhøje niveau frem. Hvis det ikke sker imod Frankrig, er der stor chance for, at argentinerne må forlade turneringen efter mødet med Les Bleus.
Forventede startopstillinger:
Frankrig:
Lloris
Pavard – Varane – Umtiti – Hernández
Kanté – Pogba
Mbappé – Griezmann – Matuidi
Giroud
Argentina:
Armani
Mercado – Otamendi – Rojo – Tagliafico
Perez – Mascherano – Banega – Di Maria
Higuain – Messi
Redaktionens bud på kampen:
Lasse Klink:
Jeg forventer en tæt kamp, men jeg tror faktisk på, at Argentina og Lionel Messi (endelig) kommer I gang. Derfor tipper jeg en 2-1-sejr til argentinerne, selvom spillet hidtil ikke har tydet på succes til sydamerikanerne.
Christian Toftegaard:
Her har vi at gøre med to hold, der ikke har leveret det storspil som mange nok forventede. Messi og Argentina kom videre med det absolut yderste af fingerspidserne, og generelt har offensiven set uorganiseret og forvirret ud. Frankrig har heller ikke imponeret - kun defensivt, hvor de blot har lukket ét mål ind.
Det tror jeg bliver afgørende i en tæt kamp, som på papiret burde indbyde til mange mål, men som jeg tror bliver præget af to hold der ikke vil - og ikke kan - angribe. Jeg tipper 1-0 til Frankrig.
Casper Lohse:
Argentina har været en skygge af sig selv, og man har nærmest ikke bemærket Messi på holdet. Inden VM gik i gang forudsagde jeg, at Messi ville blive en skuffelse, og jeg vil mene, at jeg har fået ret.
Jeg tror, at 1/8-delsfinalen bliver endestationen for Messi og co. Frankrig er for stærke. Med undtagelse af Di Maria og Messi, så mener jeg, at Frankrig overmatcher dem på de andre positioner. Jeg tror på en fransk sejr på 2-0.
Praktisk information:
Stadion: Kazan Arena, Kazan.
Spilletidspunkt: 30. juni, klokken 16:00.
Vises på: DR 1.