Optakt: Frankrig – Belgien

0

VM's første semifinale bliver skudt i gang tirsdag klokken 20:00, når Frankrig og Belgien tørner sammen. Læs VM-guide.dk's optakt til kampen her.

Optakt til Frankrig mod Belgien

Fokus på holdene:

Frankrig:

I gruppespillet så det ikke imponerende ud for Frankrig, som havde svært ved at få spillet til at hænge sammen.

I ottendedelsfinalen imod Argentina blev der imidlertid lavet godt og grundigt om på det. Med Kylian Mbappé i topform nedlagde franskmændene det argentinske mandskab med 4-3.

Også i kvartfinalen mod Uruguay viste Frankrig fine takter. Der blev til en sikker 2-0-sejr, og derfor står franskmændene nu i en VM-semifinale mod Belgien.

Belgien:

Belgien var tæt på et tidligt VM-exit, da de i ottendedelsfinalen mod Japan var bagud med 2-0. Men belgierne fik som bekendt vendt kampen, og de endte med at vinde opgøret 3-2.

Siden fulgte en imponerende 2-1-sejr over VM-favorittterne fra Brasilien i kvartfinalen. Dette resultat betyder, at belgierne nu står i VM-semifinalen mod Frankrig.

Fakta:

- Belgien er ubesejrede i deres seneste 15 kampe.

- Belgien har vundet deres sidste ti kampe.

- Frankrig er ubesejrede i deres seneste ni kampe.

Seneste nyt:

Frankrig:

Blaise Matuidi vender tilbage fra karantæne, og det ventes, at han glider ind i den franske startopstilling i stedet for Corentin Tolisso.

Belgien:

Belgien må se bort fra Thomas Meunier, der sidder over med karantæne. I stedet for ham spiller Nacer Chadli formentlig som højre back.

Hold øje med:

Kylian Mbappé (Frankrig):

På trods af sine 19 år har Mbappé vist, at han er moden nok til at tage et stort ansvar på sine skuldre. Han kan meget vel blive nøglen for Frankrig til at lirke den stærke belgiske defensiv op.

Romelu Lukaku (Belgien):

Lukaku er oppe på fire scoringer og dermed ligger han på en delt andenplads på topscorerlisten. Lukaku har en enorm styrke og han vil uden tvivl teste Varane og Umtiti i midterforsvaret. Selvom begge er stærke og forudseende forsvarsspillere, så kan de sagtens få store problemer med Lukaku.

Forventede startopstillinger:

Frankrig:

Lloris

Pavard - Varane - Umtiti - Hernandez

Kanté - Pogba

Mbappé - Griezmann - Matuidi

Giroud

Belgien:

Courtois

Chadli - Alderweireld - Kompany - Vertonghen

Fellaini - Witsel - Dembele

De Bruyne - Lukaku - Hazard

Redaktionens bud på kampen:

Lasse Klink:

Jeg håber og tror, at det bliver en rigtig underholdende semifinale. Det er to mandskaber med en utrolig kvalitet i offensiven, som mødes.

Jeg tror, at belgierne har marginalerne med sig og vinder opgøret 2-1.

Casper Lohse:

Som fodboldromantiker havde jeg håbet, at dette var finalen, efter at mange af de store favoritter er røget ud. Frankrig repræsenterer elegance, mens Belgien repræsenterer et stærkt kollektiv.

Hjertet siger Belgien, mens hjernen siger Frankrig. Jeg tror simpelthen at Frankrig har de ekstra muskler at spille med. Derfor tipper jeg en 2-1-sejr til Frankrig, men det bliver en meget tæt kamp, tror jeg.

Praktisk information:

Dommer: Andres Cunha fra Uruguay

Stadion: Saint Petersburg Stadium, Saint Petersburg.

Spilletidspunkt: 10. juli, klokken 20:00.

Vises på: TV 2.

Skriv en kommentar