Optakt: Sverige – Danmark (VM-testkamp)

0

Danmark spiller lørdag aften sin næstsidste VM-testkamp, når Sverige venter på Friends Arena i Stockholm. Læs hele optakten her.

Om to uger sparkes VM i gang. Derfor er alle 32 VM-deltagere i øjeblikket i gang med at forberede sig via VM-testkampe.

Sådan en skal Danmark også spille på lørdag, hvor Sverige, som også er VM-klar, agerer vært på Friends Arena i Stockholm.

Fokus på holdene:

Sverige:

Modsat Danmark så har Sveriges landstræner Janne Andersson allerede udtaget de 23 spillere, som han vil have med til sommerens slutrunde.

Med er verdensstjernen Zlatan Ibrahimovic ikke, selvom han i længere tid havde leget med tanken om et comeback for det svenske landshold.

Den eneste spiller, der til dagligt huserer i den danske Superliga, som er med, er FCK's keeper Robin Olsen. Det vil sige, at der blandt andet ikke er fundet plads til Johan Larsson fra Brøndby.

Svenskerne har som optakt til VM brug for en god oplevelse på lørdag, da de to hidtidige venskabskampe i 2018 begge er blevet tabt (2-1 hjemme til Chile og 1-0 ude til Rumænien).

Danmark:

Det danske landshold kommer med stor selvtillid, da de ikke har tabt en landskamp siden efteråret 2016, hvor Montenegro sejrede i Telia Parken.

Den danske VM-bruttotrup indeholder i øjeblikket 27 spillere, efter at blandt andre Daniel Wass, Riza Durmisi og Pierre-Emile Højbjerg søndag aften blev sorteret fra.

Med de 27 tilbageværende spillere er der altså stadig fire mand, som skal sies fra, inden Åge Hareide udtager sin endelige 23-mands trup.

Spørgsmålet er, hvor meget Hareide vil eksperimentere i lørdagens kamp mod Sverige. For godt nok har vi endnu en VM-testkamp mod Mexico, men det er, efter den endelige VM-trup er udtaget.

Fakta:

- Ikke siden den 11. oktober 2016 har Danmark tabt en landskamp. Ved den lejlighed vandt Montenegro 1-0 i Telia Parken. Siden er det blevet til hele 13 kampe uden nederlag.

- Sidste gang, Danmark og Sverige tørnede sammen, var i november 2015, hvor de to nationer kæmpede om at komme med til EM i Frankrig. Svenskerne trak det længste strå og vandt samlet de to playoff-kampe med 4-3.

- Seneste gang, hvor Danmark mødte Sverige i en venskabskamp, var i maj 2014, hvor Daniel Agger sikrede de rød-hvide en 1-0-sejr efter en straffesparksscoring dybt inde i overtiden.

- Danmark er Sverige er begge VM-klar i år. Sidste gang, begge nationer deltog i den samme VM-slutrunde, var helt tilbage i 2002.

Seneste nyt om holdene:

Sverige:

Seneste nyt fra den svenske VM-lejr er, at der er yderst blandede meninger omkring VAR, som debuterer i VM-sammenhæng til sommer.

Pontus Jansson og Ola Toivonen er begge deciderede rasende over VAR-systemet, mens Emil Forsberg og Victor Lindelöf derimod ikke ser det store problem i, at det kommer til at være en del af VM i Rusland.

Danmark:

Den store nyhed i den danske VM-lejr er, at Christian Eriksens kæreste i dag har termin, hvorfor Tottenham-stjernen altså snart bliver far.

Derfor har Hareide tidligere på dagen udtalt, at han ikke forventer, at Eriksen kommer i aktion, når det går løs mod Sverige på lørdag.

Bud på kampens resultat:

Sverige 1-1 Danmark

VM-guide.dk tror på en tæt venskabskamp, som dog kan blive præget af en række udskiftninger undervejs. At Danmark formentlig må undvære Christian Eriksen forværrer de chancer markant.

Alligevel har Hareides tropper i øjeblikket så meget selvtillid, at de bør kunne hive en remis med hjem fra Friends Arena.

Praktisk information:

Stadion: Friends Arena, Stockholm.

Spille-tidspunkt: Kl. 19:45.

Vises på: Kanal 5.

Skriv en kommentar