Efter 63 kampe ved VM 2014 er vi nu nået til kulminationen på hele slutrunden, VM-finalen. Opgøret står mellem Tyskland og Argentina. Læs hele optakten her.
Tyskland og Argentina er holdene, der skal dyste om VM-trofæet ved denne VM-slutrunde. Efter 63 kampe skal den sidste og afgørende kamp afvikles.
Den finder sted på Estádio do Maracanã i Rio de Janeiro klokken 21:00 dansk tid. Kampen kan desuden både overværes på DR1 og TV 2.
Det er tredje gang, at Tyskland og Argentina mødes i finalen i VM's historie. De har vundet en finale hver indbyrdes, så der er lagt op til ekstra spænding i forhold til, hvilken nation, der sætter sig i førerposition på den konto også.
Holdenes vej til finalen:
Tyskland:
Tyskerne startede slutrunden ud som lyn og torden. Det var Cristiano Ronaldo og co., der blev nedbrudt af den tyske maskine. Tyskland endte med at besejre Portugal med hele 4-0, og dermed var slutrunden i gang for tyskerne.
I næste opgør i gruppe G ventede Ghana. Det skulle vise sig, at maskinen denne gang blev bremset af en stærk holdpræstation af Ghana. Opgøret endte noget overraskende med et uafgjort 2-2-resultat.
I tyskernes sidste kamp skulle de op imod USA. Thomas Müller blev enlig målscorer efter 55 minutter, da han sørgede for en smal tysk sejr på 1-0.
Dermed var mandskabet klar til kvartfinalen. Her mødte de Algeriet. Opgøret fandt ingen vinder i den ordinære spilletid, der endte 0-0. Dermed skulle parterne ud i forlænget spilletid.
I den forlængede spilletid blev der sat trumf på. André Schürrle scorede efter 92 minutter, mens Mesut Özil udbyggede i det 120. minut. I de døende sekunder gik Djabou reduceret, men det var for sent. Tyskland vandt dermed knebent med 2-1 over Algeriet efter forlænget spilletid.
Tyskerne var derved klar til kvartfinalen, hvor Frankrig ventede. Mats Hummels headede tyskerne foran allerede efter 13 minutter. Begge hold kom til flere store muligheder, men der blev ikke scoret yderligere i kampen. Tyskland sikrede derved en sejr på 1-0 over Frankrig, og snuppede semifinale-billetten.
I semifinalen skulle tyskerne op imod værterne fra Brasilien, og det blev ikke en kedelig og intens affære, som mange havde forventet.
Det blev en kamp, der gik over i historien. Efter bare 45 minutter, var Tyskland foran med hele 5-0. Müller startede målfesten, Klose udbyggede. Herefter scorede Toni Kroos to mål inden for 69 sekunder, og så kunne Khedira også lige deltage i målorgiet med målet til 5-0 efter bare 29 minutter.
I anden halvleg gik Tyskland mere ned i tempo, men indskiftede Schürrle ville da også lige lege med. Derfor sendte han to mål i Brasiliens netmasker med ti minutters mellemrum. I overtiden fik Brasiliens Oscar reduceret til det ydmygende og historisk store nederlag på 7-1.
Dermed kommer tyskerne til finalen med de bedst mulige forudsætninger for at vinde trofæet, når de skal møde et andet sydamerikansk hold.
Argentina:
Argentina sikrede maksimum-point i deres gruppespil. De startede med at besejre Bosnien-Hercegovina med 2-1.
Dernæst vandt de knebent 1-0 over Iran, mens de sluttede af med en 3-2-sejr over Nigeria. Lionel Messi var medvirkende til de mange sejre. Han stod nemlig bag fire af holdets scoringer i gruppespillet.
I 1/8-finalen skulle Argentina op imod Schweiz. Holdene ville tydeligvis ikke være for ivrige i opgøret, og med 0-0 i ordinær spilletid, måtte de ud i forlænget spilletid.
Her fandt kampen sin afgørelse. Lionel Messi serverede bolden til Angel di Maria, som elegant sparkede Argentina videre i turneringen. Målet faldt i det 118. minut.
I kvartfinalen stod Argentina overfor Belgien. Gonzalo Higuain scorede kampens enlige mål i det 8. minut, og dermed var argentinerne klar til semifinalen mod Holland.
Argentinas semifinale blev, i forhold til Tysklands, en meget kedsommelig og chancefattig affære.
Den ordinære spilletid endte 0-0, og dermed skulle parterne ud i forlænget spilletid. Efter 30 ekstra minutter viste måltavlen fortsat 0-0, og så skulle holdene ud i straffesparkskonkurrence.
Hollands landstræner Louis van Gaal havde brugt alle sine udskiftninger, så han kunne ikke sætte Krul ind i stedet for Cillessen, som han havde succes med i hollændernes sidste straffesparkskonkurrence ved VM.
Dermed måtte Cillessen selv klare opgaven for Holland, og her stod han, desværre for hollænderne, ikke distancen.
Argentina endte med at vinde 4-2 i straffesparkskonkurrencen, hvor alle fire skytter scorede.
Dermed var de klar til aftenens finale. Det er samtidig værd at fremhæve, at der i de 120 minutter i alt kun blev skabt syv målforsøg til Holland og otte til Argentina.
Fakta:
- Tyskland deltager i deres ottende VM-finale. Det er mere end nogen anden nation. De har vundet VM tre gange.
- De har kun været én af deres sidste fire finaler. Og det skete pudsigt nok mod netop Argentina. Det var ved VM 1990.
- Tysklands sidste VM-finale var i 2002, hvor de mødte Brasilien og tabte 2-0 på to scoringer af Ronaldo.
- Argentina deltager i deres femte VM-finale i historien. De har vundet to og tabt to i deres forrige fire.
- Dette vil blive den tredje VM-finale mellem Tyskland og Argentina. De har mødt hinanden ved VM 1986 og VM 1990. Argentina vandt 3-2 i 1986, mens Tyskland vandt 1-0 i 1990.
- Ingen andre hold har præsteret at møde hinanden i en VM-finale så mange gange som Tyskland og Argentina.
- Begge hold vil møde hinanden for syvende gang i VM-sammenhæng. Kun Brasilien og Sverige samt Tyskland og Jugoslavien/Serbien har gjort det samme.
- Tyskland har vundet tre og tabt en kamp i deres sidste seks møder med Argentina. De sidste to kampe er endt uafgjort. Tyskland vandt også på straffesparkskonkurrence mod Argentina i 2006.
- Tyskland har slået Argentina ud af VM i 2006 efter straffesparkskonkurrence i kvartfinale, samt i 2010, hvor tyskerne vandt 4-0. Det var ligeledes i kvartfinalen.
- 4-0-nederlaget fra 2010 er Argentinas største VM-nederlag siden 1974, hvor de ligeledes tabte med 4-0 til Holland.
- Argentina har vundet ni ud af 20 kampe mod Tyskland. Fem kampe er endt uafgjort, mens de har tabt de sidste seks. De mødtes senest i august måned 2012 i Frankfurt, hvor Argentina vandt 3-1.
- Intet andet hold har haft så mange clean sheets ved VM 2014 som Argentina. De har haft fire, mens tyskerne har haft tre.
- Argentina har endnu ikke scoret et mål i ordinær spilletid i knockout-fasen ved VM 2014.
- I de sidste fire VM-kampe, hvor Tyskland ikke har fået bolden i nettet, har de tabt kampen.
- Sidste gang Tyskland scorede i en VM-kamp og tabte, var tilbage i 1994 i kvartfinalen mod Bulgarien. Der tabte de 2-1.
- Tyskland er ubesejret i deres seneste 17 internationale kampe. De tæller 12 sejre og fem uafgjorte kampe.
- Argentina har endnu ikke været bagud i nogen af deres seks kampe ved VM 2014. Tyskland kom bagud efter blot otte minutter i deres gruppekamp mod Ghana.
- Argentina har vundet fire ud af fem straffesparkskonkurrencer ved VM. Tyskland har vundet fire ud af fire. Herunder den ene mod Argentina i 2006.
- Tysklands Miroslav Klose er VM-historiens mest scorende spiller. Han har i alt scoret 16 gange, og har altså mulighed for at udbygge lørdag mod Argentina.
- Kun Lothar Matthäus har spillet flere VM-kampe end Klose. Matthäus har spillet 25 kampe, mens Klose står noteret for 23 - præcis som Italiens Paolo Maldini.
- Klose er den eneste spiller i både Tysklands og Argentinas trupper, der har spillet en VM-finale tidligere. Det gjorde han i 2002 mod Brasilien, hvor tyskerne tabte 2-0.
- Argentinas Angel di Maria står noteret for 32 skud på mål, mens Rojos står noteret for 25 skud på mål ved VM 2014 hidtil.
- Thomas Müller har været indblandet i 16 VM-scoringer i sine 12 VM-kampe samlet set. Han har scoret ti mål og lagt op til seks.
- Argentinas Javier Mascherano står bag 509 afleveringer hidtil ved VM 2014.
- Ingen andre tyske spillere har skabt flere chancer for sine holdkammerater end Mesut Özil, der står bag 15 chanceskabende afleveringer.
- Lionel Messi har været VM 2014's mest kreative spiller. Han har lagt op til 21 chancegivende afleveringer hidtil.
- Mascherano står også noteret for flest tacklinger hidtil - med sine i alt 28 tacklinger.
- Tysklands Andre Schürrle har scoret tre mål på bare 156 minutter ved denne slutrunde.
- Kun USA's keeper Tim Howard (27 redninger) har haft flere redninger end Tysklands Manuel Neuer, der står noteret for 23 redninger.
- Lionel Messi har til dato scoret fem VM-mål, men endnu ingen i knockout-fasen.
- Angel di Maria eller Sami Khedira bliver den 10. spiller til både at vinde Champions League (med Real Madrid) og VM i samme sæson.
Head-to-head-statistik ved VM 2014:
Kampe spillet: Tyskland 6, Argentina 6.
Mål scoret: Tyskland 17, Argentina 7.
Mål per kamp: Tyskland 2,8, Argentina 1,2.
Skud på mål: Tyskland 70 procent, Argentina 60 procent.
Gennemsnitlige forsøg per kamp: Tyskland 14,7, Argentina 15,8.
Frispark begået: Tyskland 71, Argentina 64.
Gule kort: Tyskland 4, Argentina 6.
Røde kort: Tyskland 0, Argentina 0.
Løb per kamp: Tyskland 116 km, Argentina 113,9 km.
Veludførte afleveringer: Tyskland 3.421, Argentina 2.928.
Afleveringsprocent: Tyskland 80 procent, Argentina 80 procent.
Seneste nyt om holdene:
Tyskland:
Jérome Boateng lader til at være tvivlsom til kampen, men de fleste medier forventer dog, at han starter inde. Der har også været noget tvivl om Mats Hummels, der har døjet med en sene-skade.
Men Hummels skulle også være at finde i tyskernes startformation. Helt sikkert er det dog at Shkodran Mustafi ikke står til rådighed, da han er ude med en lårskade frem til ultimo juli måned.
Argentina:
Argentinas Marcos Rojo har været tvivlsom, men skulle være klar fra start. Angel di Maria, der har spillet en stor rolle for argentinerne, især i knockout-fasen, har været tvivlsom.
Di Maria har døjet med en lårskade og meldingen lørdag fra hans agent var, at det er en skade, der kan udvikle sig dag-for-dag. Derfor må vi sandsynligvis vente helt til kort før kick-off, før vi ved, om di Maria er blevet kampklar.
Angel di Maria har udtalt, at han vil gøre alt for at deltage i VM-finalen. Derfor kan det sagtens tænkes, at di Maria starter på bænken, og så skiftes ind på et senere tidspunkt som joker i opgøret. Men det kræver naturligvis, at han er fit nok.
Det ventes, at begge hold stiller op som de gjorde i semifinalerne. Se de forventede startopstillinger længere nede i optakten.
Kampens dommer:
Dommeren til VM-finalen 2014 er italienske Nicola Rizzoli. Han er en rutineret dommer.
42-årige Rizzoli er nemlig vant til at dømme store finaler, da han tidligere har dømt en Europa League- samt en Champions League-finale.
Rizzoli har allerede dømt Argentina to gange ved denne slutrunde. I alt har han dømt tre kampe. Han startede med Spanien-Holland i gruppespillet.
Her gav han fire gulekort. Et til Spanien og tre til Holland. Han dømte også et straffespark til Spanien.
Herefter dømte han Nigeria-Argentina ligeledes i gruppespillet. Her gav han to gule kort til Nigeria i Argentinas 3-2-sejr.
I kvartfinalen dømte han ligeledes Argentina. Her mødte de Belgien. Kampen blev 1-0, og igennem kampen gav Rizzoli tre gule kort. Et til Argentina og to til Belgien.
Baseret på 77 internationale kampe ser hans statistik således ud:
Straffespark:
Hjemmeholdet - 20
Udeholdet - 5
I alt - 25 straffespark.
Røde kort:
Hjemmeholdet - 4
Udeholdet - 6
I alt - 10 røde kort
Gule kort:
Hjemmeholdet - 146
Udeholdet - 154
I alt - 300 gule kort
På sidelinjerne får han hjælp af to landsmænd i form af Renato Faverani og Andrea Stefani, mens fjerdedommeren vil være Carlos Vera fra Ecuador.
Kommentarer inden opgøret:
Tysklands landstræner, Joachim Löw:
"Jeg frygter ikke Argentina. Vi tror på, at vi kan udleve vores fulde potentiale, og hvis vi gør det, så vinder vi. Argentina har leveret flotte præstationer ved denne VM-slutrunde, og deres defensiv er stærkere end i 2010. Holdet er ikke kun afhængigt af Messi, og det vil være en kæmpe fejl at tro det. Selvfølgelig kan han afgøre en kamp alene, men de er meget mere organiserede," fortæller Löw ifølge Sky Sports.
Argentinas stjernespiller, Lionel Messi:
"Jeg ville give alle mine personlige rekorder for at blive verdensmester. Som spiller er VM det største, der findes. Det er noget, som du drømmer om som ungdomsspiller, og den drøm forsvinder aldrig," fortæller Messi ifølge Bild.
Hold øje med:
Tysklands Thomas Müller:
Thomas Müller er manden, du skal holde øje med i VM-finalen hos tyskerne. Müller har spillet en forrygende slutrunde med foreløbig seks scoringer i sine seks kampe.
Derudover har han vel at mærke også stået bag tre assists. Müller har også en stor løbe-radius. Han står noteret for otte sololøb mod modstanderens boks.
Argentinas Lionel Messi:
Lionel Messi er manden, der kan afgøre Argentinas kampe på egen hånd. Forventningerne til Messi har været store ved denne slutrunde.
Endnu har han ikke formået at score i knockout-kampene i hans hidtidige VM-kampe, men søndag kan meget vel blive aftenen, hvor han vil shine.
Samtidig får han dog også maksimal udfordring fra det tyske forsvar, der ikke er let at løbe om hjørnerne med. Måske kan en dødbold af Messi skabe et mål.
Forventede startopstillinger:
Tyskland (4-3-3):
Neuer
Lahm – Boateng – Hummels – Höwedes
Khedira – Schweinsteiger – Kroos
Özil – Müller – Klose
Argentina (4-3-3):
Romero
Zabaleta – Demichelis – Garay – Rojo
Perez – Mascherano – Biglia
Messi – Higuain – Lavezzi
Bud på kampens resultat:
Tyskland 2-1 Argentina
Jeg tror simpelthen på en afgørelse af VM-finalen anno 2014 i den ordinære spilletid.
Det tror jeg, at der er mange, der glæder sig over, men nu skal jeg jo lige få ret først, før du kan trække på smilebåndet og sætte dig godt til rette i sofaen foran tv'et, på græsset foran en storskærm, på den lokale bar eller hvor du ellers skal overvære denne store kamp.
Hvis jeg skal byde ind med målscorere, så tror jeg, at Müller scorer et enkelt mål, mens Klose også får udbygget sin rekord, så han kommer op på 17 mål. Det ligger ganske enkelt i hans DNA, at score mål.
Lionel Messi eller di Maria (hvis han er fit), kan meget vel være én af dem, der bringer Argentina på måltavlen. Som neutral tilskuer håber jeg også lidt på, at Messi får brudt sin VM-knockout-forbandelse.
Praktisk information:
Kampens dommer: Nicola Rizzoli (Italien).
Stadion: Estádio do Maracanã, Rio de Janeiro
Spille-tidspunkt: 21:00
Vises på: DR1 og TV 2