Carlo Ancelotti bliver kædet sammen med jobbet som landstræner for Brasilien, men de meldinger afviser Real Madrid-præsident Florentino Perez.
I løbet af de seneste måneder har Carlo Ancelotti flere gange været sat i forbindelse med jobbet som brasiliansk landstræner.
Tite stoppede som landstræner efter skuffelsen ved VM i Qatar, og siden har landets fodboldforbund ledt efter en passende afløser.
Ancelotti har afvist rygterne flere gange, og det samme har klubpræsident Florentino Perez nu gjort efter holdets Copa del Rey-succes lørdag aften.
"Jeg vil ikke engang høre om det," udtalte Perez efter kampen ifølge Marca og fortsatte:
"Han har stadig et år på sin kontrakt, og vi er glade for ham," lød det fra Real Madrid-præsidenten.
Udover Carlo Ancelotti har også et navn som José Mourinho været kædet sammen med det brasilianske landstrænerjob.
Han har dog ifølge tidligere meldinger afvist det, da han foretrækker at blive i AS Roma.