Danmark måtte nøjes med 0-0 mod Tunesien i deres åbningskamp ved VM 2022 i Qatar. Andreas Cornelius kom til holdets største chance.
Danmark startede deres VM-slutrunde i Qatar tirsdag eftermiddag, da de mødte Tunesien i den første kamp i gruppe D.
Landstræner Kasper Hjulmand havde valgt at stille op i en 3-5-2-formation med Kasper Dolberg og Andreas Skov Olsen på toppen.
Tunesien investerede maksimalt i duellerne i starten af opgøret, hvor de hurtigt fik sat sig i respekt. Det var også tuneserne, der kom til de største chancer i første halvleg.
Youssef Mskani og Mohamed Dräger kom til afslutninger, men Andreas Christensen kom i vejen i begge forsøg.
Danskerne satte sig mere på spillet og fik tilspillet sig nogle muligheder, hvor blandt andre Kasper Dolberg var tæt på at score.
Tunesiens Issam Jebali fik bolden i nettet efter 24 minutter, men målet blev annulleret på grund af offside.
Kort før pausefløjt var Jebali igen på spil, men denne gang viste Kasper Schmeichel sit høje bundniveau, da han flot fik en hånd på bolden med en fremragende redning.
I det 42. minut appellerede Pierre-Emile Højbjerg for straffespark, men dommeren afviste og lod spillet fortsætte.
Thomas Delaney blev ramt af et slag, og var nødt til at lade sig udskifte i det 46. minut, hvor han blev erstattet af Mikkel Damsgaard.
I anden halvleg skulle Danmark prøve at få mere tempo i spillet, men i stede var det Tunesien, der kom til den bedste mulighed i starten af anden halvleg.
Aissa Laidouni endte pludselig i en friløber, men Andreas Christensen leverede et flot tilbageløb og fik stoppet Laidouni, før han nåede ned til Schmeichel.
Andreas Skov Olsen fik bolden i nettet, efter at han modtog en ripost fra en afslutning af Mikkel Damsgaard.
Målet blev dog annulleret for offside på netop Damsgaard.
I det 64. minut valgte Kasper Hjulmand at foretage tre udskiftninger på én gang. Andreas Cornelius, Jesper Lindstrøm og Mathias Jensen blev sendt på banen for at lægge et tungere pres på Tunesien.
Efter 69 minutter kom Christian Eriksen frem til et godt langskud, men Tunesiens målmand Aymen Dahmen leverede en god redning.
Bare to minutter senere opstod danskernes største chance i kampen. Andreas Christensen fik headet bolden på tværs efter et hjørnespark, hvor Andreas Cornelius dukkede op på bagerste stolpe. Hans kiksede dog sit hovedstød, der ramte stolpen.
Danskerne prøvede at øge presset i slutningen af opgøret, men lige lidt hjalp det. Dog var der tvivl om et muligt straffespark i slutminutter, hvor kampens dommer Cesar Arturo Ramos skulle ud at kigge på VAR-skærmen.
En tunesisk spiller havde hånd på bolden, men det var ikke forsætligt vurderede dommeren, og derfor blev situationen afblæst.
Der blev ikke scoret i kampen, og derfor endte kampen 0-0, og særligt Andreas Cornelius må gå bitter i seng i aften.