Rusland slog Uruguay 3-0 og dermed vinder uruguayaerne gruppe A. Igor Smolnikov fik rødt kort for russerne i første halvleg.
Uruguay og Rusland skulle her til eftermiddag afgøre, hvem der skulle ende på henholdsvis første- og andenpladsen i gruppe A.
Før dagens kamp havde begge mandskaber seks point og var sikre på at gå videre til ottendedelsfinalerne. Uruguay skulle bruge en sejr for at snuppe gruppens førsteplads.
Vi skulle kun vente ti minutter på kampens første scoring, og der stod Uruguay på den. Et frispark på kanten af feltet sendte Luis Suarez i nettet til 1-0.
Halvvejs igennem første halvleg øgede uruguayanerne føringen. Russerne fik clearet et hjørnespark, som røg ud til Diego Laxalt.
Han trykkede prompte af. Forsøget ramte russernes offensivspiller Denis Cheryshev og snød Igor Akinfeev i det russiske mål. 2-0 til Uruguay.
Kort tid senere var det ved at gå helt galt for Rusland. Rodrigo Bentancur blev spillet helt fri, men denne gang fik Akinfeev reddet.
Ti minutter før pausen blev det for alvor op ad bakke for russerne, da højre backen Igor Smolnikov kom for sent og modtog sit andet gule kort. Dermed måtte VM-værterne spille kampen færdig med ti mand.
Uruguay virkede fint tilfredse, og de kunne gå til pause med en overbevisende 2-0-føring.
Anden halvleg blev en tam omgang, hvor der var langt i mellem chancerne. Først 17 minutter før tid blev det for alvor farligt for første gang.
Fernando Muslera i Uruguay-målet fyrede et rigtig dårligt udspark af sted, som russerne fik opsnappet. Bolden havnede hos Artem Dzuyba, som dog knaldede bolden langt forbi mål.
Det tydede på, at begge hold havde indstillet sig på 2-0, men i kampens sidste minut fik Uruguay cementeret sejren efter et hjørnespark.
Diego Godin headede mod mål, og Akinfeev kunne kun halvklare. Returen røg ud til Edinson Cavani, som sikkert ekspederede bolden i netmaskerne til 3-0.
Det blev også kampens resultat, hvorfor Uruguay vinder gruppe A med ni point, mens Rusland må nøjes med andenpladsen i gruppen.