VM-guide.dk har kigget nærmere på profilerne fra hver af VM-nationerne. Vi har udvalgt en profil fra hver kæde. Læs om de tyske VM 2010-profiler herunder.
MÅLMAND: MANUEL NEUER
Fakta:
Fulde navn: Manuel Neuer Position: Målmand Klub: Schalke 04 Højde: 1,92 meter Vægt: 90 kilo Fødselsdag: 27/03/1986 Landskampe/mål: 9 (0) |
Biografi:
Manuel Neuer startede karrieren i Schalke 04, og har siden vist sin loyalitet overfor den tyske klub, hvor han nu er førstemålmand. Siden er han blevet en prominent figur internationalt, og han er blevet spået som det måske største målmandstalent i Tyskland lige nu. Neuer har repræsenteret Tyskland på flere af u-landsholdene, og det kulminerede i landsholdsdebut i 2009. På længere sigt er Neuer anset som arvtager til målmandsposten i det tyske landsholdsmål, og på grund af en skade til Rene Adler, er det altså Neuer, der står for Tyskland ved VM-slutrunden. |
_______________________________________________________________________________
FORSVARER: PHILIPP LAHM
Fakta:
Fulde navn: Philipp Lahm Position: Forsvarsspiller Klub: Bayern München Højde: 1,70 meter Vægt: 62 kilo Fødselsdag: 11/11/1984 Landskampe/mål: 69 (4) |
Biografi:
Som 11-årig blev Philipp Lahm opdaget af Bayern München, og her fik det unge talent hurtigt skabt sig et renomme som et af de største tyske talenter. I 2003 blev Lahm udlejet til Stuttgart for at få spilletid, og som 19-årig fik han debut i Bundesligaen. I de følgende to sæsoner var Lahm hos Stuttgart, og her blev han en vigtig spiller inden han i 2005 genforenedes med Bayern München. I 2006/2007-sæsonen slog Lahm sig fast i startopstillingen hos Bayern München, og siden er han blevet en af Bayern Münchens bedste spiller. Efter 2009/2010-sæsonen, hvor Bayern München vandt både ligaen og pokalturneringen samt nåede finalen i Champions League, er Philipp Lahm blevet anset som en af verdens bedste backs. Lahm fik i 2004 debut for det tyske landshold, med hvem han siden har deltaget i adskillige slutrunder, og specielt VM-slutrunden i 2006 var succesfuld for Lahm. |
_______________________________________________________________________________
MIDTBANESPILLER: BASTIAN SCHWEINSTEIGER
Fakta:
Fulde navn: Bastian Schweinsteiger Position: Midtbanespiller Klub: Bayern München Højde: 1,83 meter Vægt: 79 kilo Fødselsdag: 01/08/1984 Landskampe/mål: 78 (21) |
Biografi:
I 1998 blev Bastian Schweinsteiger hentet til Bayern München som 14-årig, og efter fire år i ungdomsrækkerne rykkede Schweinsteiger op på seniorernes reservehold. I 2004 fik Schweinsteiger debut for Bayern München, da han som 20-årig blev skiftet ind i en Champions League-kamp mod RC Lens, og det var med en assist fra den unge tysker en succesfuld debut. Siden er han blevet en vigtig spiller for det tyske storhold. Bastian Schweinsteiger fik debut for det tyske landshold i 2004 i en venskabskamp mod Ungarn og var senere på året med i EM-slutrunden som bare 20-årig. Siden har han fået en vigtig rolle for Tyskland og har været brugt i et midtbanesamarbejde med Michael Ballack. |
_______________________________________________________________________________
ANGRIBER: MIROSLAV KLOSE
Fakta:
Fulde navn: Miroslav Marian Klose Position: Angriber Klub: Bayern München Højde: 1,82 meter Vægt: 81 kilo Fødselsdag: 09/06/1978 Landskampe/mål: 99 (50) |
Biografi:
Miroslav Klose var aldrig noget stort talent som junior- og ynglingespiller, og i en periode arbejdede han som snedker, inden han begyndte sin fodboldkarriere hos FC Homburg. Først da han i 1999 kom i rækkerne hos 1. FC Kaiserslautern og senere på året fik debut for klubben, blev fodboldlivet interessant for Klose. I 2001 fik han således debut for landsholdet, og ved VM i 2002 scorede Klose hele fem mål. Han blev en prominent spiller for 1. FC Kaiserslautern, hvilket dog også gjorde at større klubber blev interesseret i Klose, og i 2004 blev han solgt til Werder Bremen. Her opnåede han stor status og med 53 mål i 89 kampe for klubben fik han anseelse fra flere europæiske storklubber, og efter, at han blev topscorer ved VM i 2006, blev denne interesse bestemt ikke gjort mindre. Siden 2007 har Klose således spillet for Bayern München, hvor det både er blevet til op- og nedture for den hovedstødsstærke angriber. |
_______________________________________________________________________________
Skrevet af Christian Hallas.