VM 2022: Dagens resultater (30. nov.)

0

VM 2022's 10. dag bød på fire kampe, hvor bl.a. Danmark måtte se sig slået med 1-0 af Australien og dermed er ude af slutrunden.

Australien vs Danmark (1-0)

Spilletidspunkt: 16:00

Danmark skulle vinde kampen mod Australien for at gå videre fra Gruppe D, efter det blot var blevet til et enkelt point i de to første opgør.

Kasper Hjulmands tropper kom fint fra start og var farlige ved flere lejligheder, og især Andreas Skov Olsen var livlig i den første fase.

I løbet af første halvleg blev tempoet dog taget ud af kampen, og danskerne lavede flere og flere uprovokerede fejl.

Efter omtrent en times spil gik det galt, da Mathew Leckie bragte Australien på 1-0.

Trods en række indskiftninger formåede danskerne ikke at putte bolden ind bag FC København-keeperen Mathew Ryan, og opgøret sluttede 1-0.

Tunesien vs Frankrig (1-0)

Spilletidspunkt: 16:00

Med seks ud af seks mulige point kunne Frankrig gå ind til opgøret mod Tunesien med ro i sindet, og der blev da også roteret på flere positioner.

Ved pausen var stillingen 0-0 efter en forholdsvis chancefattig første halvleg, og Tunesien havde derfor alt at spille for efter pausen.

Det nordafrikanske mandskab bragte sig på 1-0 efter knap en times spil, og de havde derfor mulighed for at gå videre, hvis puljens andet resultat gik deres vej.

Sådan skulle det dog ikke gå, og trods en stærk 1-0-sejr over Frankrig måtte Tunesien se sig slået ud af VM.

Polen vs Argentina (0-2)

Spilletidspunkt: 20:00

Lionel Messi og Argentina skulle på en altafgørende opgave mod Polen, og alle hold i Gruppe C havde mulighed for at gå videre.

Derfor var jublen stor, da argentinerne kort før pausen fik tilkendt et straffespark, som netop Messi skulle tage sig af.

Superstjernens forsøg blev dog reddet, og stillingen ved pausen var derfor 0-0.

Der var imidlertid ikke engang spillet et minut af anden halvleg, før Argentina kom foran med 1-0.

Målscoreren var Alexis MacAllister, og han kunne igen juble knap 20 minutter senere, da Julian Alvarez fordoblede føringen.

Robert Lewandowski og co. formåede ikke at komme med et modsvar, men begge mandskaber endte med at gå videre til ottendedelsfinalerne.

Saudi-Arabien vs Mexico (1-2)

Spilletidspunkt: 20:00

Begge hold havde meget på spil forud for opgøret, da de hver især havde mulighed for at kvalificere sig til slutspillet med en sejr.

Spændingen blev dog ikke for alvor udløst i første halvleg, og mandskaberne gik til pause ved stillingen 0-0.

Få minutter inde i anden halvleg tog Mexico dog affære, og Henry Martin kunne sparke sit hold foran med 1-0.

Fem minutter senere kunne mexicanerne fejre endnu en scoring, da Luis Chavez udbyggede føringen til 2-0.

Denne stilling holdt helt frem til tillægstiden, hvor saudiaraberne fik reduceret til 1-2, hvilket blev kampens slutresultat.

Se stillingen i samtlige otte VM-grupper her.

Skriv en kommentar