Royal Bafokeng Stadium, der befinder sig i Rustenburg, er vært for seks kampe ved sommerens VM-slutrunde, blandt andet gruppekampen mellem Danmark og Japan.
VM-stadionet er et rugby, fodbold og atletikstadion, men er de seneste år mest blevet anvendt til fodbold. Stadionet er opkaldt efter Bafokeng-folket, der bor i området, og blev åbnet i 1999.
Grundet Bafokeng-folkets velstand er stadionet godt udrustet, men alligevel var det nødvendigt med lidt modernisering for at bringe stadionet op til FIFA standarder, så det kunne anvendes under VM til sommer. Der blev opsat nye elektroniske måltavler, nye projektører og tilføjet et nyt højtaler-system. Derudover er kapaciteten udvidet fra 38.000 siddende tilskuere til 42.000.
Benyttet ved Confederations Cup
Opgraderingen af Royal Bafokeng Stadium var færdig i marts 2009, og stadionet var således klar til benyttelsen under Confederations Cup i Sydafrika samme år. Her blev der spillet fire kampe på stadionet, blandt andet kampen om tredjepladsen i turneringen mellem Spanien og Sydafrika.
I 2001 brugte det sydafrikanske landshold stadionet til at spille en VM-kvalifikationskamp mod Bakino Faso, hvor de vandt 2-1. Royal Bafokeng Stadium har også lagt græs til mange Premier Soccer League-kampe, selvom Rustenburg ikke selv har et hold.
Stadionet er let at komme til og har gode parkeringsfaciliteter. Det ligger 12 kilometer fra centrum i Rustenburg. Der er 90 minutters kørsel fra Johannesburg og 25 minutter fra Sun City.
Programmet
Royal Bafokeng Stadium lægger græs til fem indledende kampe, blandt andet skal det danske landshold spille deres gruppekamp mod Japan på dette stadion.
Den 12. juni kl. 20:30: England – USA (Gruppe C)
Den 15. juni kl. 13:30: New Zealand – Slovakiet (Gruppe F)
Den 19. juni kl. 16:00: Ghana – Australien (Gruppe D)
Den 22. juni kl. 16:00: Mexico – Uruguay (Gruppe A)
Den 24. juni kl. 20:30: Danmark – Japan (Gruppe E)
Derudover skal stadionet også lægge græs til en 1/16-finale. Denne er programsat til den 26. juni kl. 20:30, hvor vinderen af gruppe C tørner sammen med nummer to fra gruppe D.
Skrevet af Pernille Nielsen